Der er tusind børn i verden, der ville ønske, de var dig marts 17, 2008
Småkagerne er i ovnen, og mens jeg venter på, at de skal komme ud og være lækre og brune dejlige, tænder jeg lige for fjernsynet og falder over Anders Mattesens bidrag til Talegaver til Børn fra 2002, hvor han synger sangen om drengen Quang fra Terkel i Knibe. Det var egentligt lidt af en humørkiller - mest af alt fordi publikum griner og klapper på nogle totalt malplacerede steder. Siden hvornår er det fx. blevet sjovt, at en thailandsk dreng bliver nødt til at sniffe lim for at stille sulten. Eller hvornår er det blevet sjovt, at den lille Quang må prostituere sig for at brødføde sin syge mor og sine små søskende.
Jeg har virkelig svært ved at finde ud af, om Anders Mattesen har skrevet den her sang i alvor eller sjov. Er den skrevet i sjov, synes jeg det er enormt usmageligt. Er den skrevet i alvor, så er det publikum der er totalt hensynsløse.
Jeg synes ikke sangen er sjov. Den er til gengæld tankevækkende på sådan en dejlig uhøjtidelig måde. For hvor er vi da gode til at brokke os. Ja, det kan da godt være, at jeg synes, jeg efterhånden har været syg i lidt for lang tid nu. Nej, jeg har ikke råd til at gå ud og købe alle de sko, som jeg egentligt ikke har brug for, men som jeg alligevel bare må eje. Jeg har tag over hovedet. Jeg har et arbejde med en god løn. Jeg har tøj at tage på kroppen. Jeg er gift med en mand, som elsker mig. Jeg har lige stået og bagt en så unødvendig ting som småkager. Hvor er mit liv da egentligt misundelsesværdigt!
Se selv sangen her:
Jeg er egentligt ikke så glad for at indrømme det, men jeg læste idag et citat af Nietzsche, som ramte mig meget godt. Den eneste grund til, at jeg nu alligevel deler min indrømmelse med jer, er den, at jeg blev så glad for at finde ud af, at det ikke kun er mig, der er sådan:
