Det er efterhånden ved at være lang tid siden, min gæsteskribent C.O. har været på banen. Jeg var faktisk lige ved at blive bekymret for, om han lå og rallede i en vejkant et sted oppe i Sverige. Men nu har han altså givet lyd fra sig igen. Denne gang kort og godt men med god tyngde, synes jeg:
Vejen til vished - den eneste rette vej - er at tage Gud på ordet.
Sådan afslutter Kashmir deres sang “New year’s eve”. Jeg har de sidste mange år haft et lidt ambivalent forhold til nytårsaften, for hvad er det egentligt, vi fejrer? Er det det år, som netop er gået, og som har bragt os meget godt men så sandelig også mange sorger og stor smerte? Eller er det året, der ligger foran os. Det nye år, som kun Gud ved, hvad vil bringe os?
Jeg håber, der bliver mange ting at fejre i det nye år, og jeg vil ønske for jer alle, at I må få et 2008 fyldt med kærlighed, glæde og fred. Må Gud give os, hvad han finder bedst for os af både fryd og smerte.
Godt nytår! - og pas nu på dig selv…
Der var engang en dame, som hed Maria. Hun boede i en lille by, der hed Nazaret, og hun havde en sød kæreste, som hed Josef. Josef var tømrer, og Maria var gravid: Hun skulle føde et lille barn, men det var ikke Josef, som var far til barnet. En nat, da Josef lå og sov, kom der en engel i hans drøm og fortalte ham, at Maria ville føde en lille dreng, og ham skulle de kalde Jesus. Josef blev meget overrasket, for det var skam ikke hver dag, der kom engle i hans drømme - men han blev også glad, for han glædede sig meget, til at Maria skulle føde den lille dreng.
I landet herskede der en stor kejser, og han hed Augustus. En dag fik Augustus den idé, at han ville tælle alle de mennesker, han var kejser over. Så skulle de alle rejse hen til den by, hvor de var blevet født, for dér skulle de tælles. Maria og Josef skulle til Betlehem, og dengang havde man hverken opfundet bilen eller toget eller flyvemaskinen, så derfor blev de nødt til at gå. Og det var altså en meget, meget lang gåtur - især for Maria, for hun havde jo en stor gravid mave. Men heldigvis skaffede Josef et æsel, som Maria kunne sidde på, og så gik det straks lidt lettere.
Endelig langt om længe, da det var ved at blive aften, kom de til byen Betlehem, men tænk engang: Midt mens de gik på vejen kunne Maria mærke, at nu skulle hun altså føde. Josef løb så hurtigt så hurtigt han kunne ind på den nærmeste kro for at leje et værelse, men det var så uheldigt, at alle værelserne på hele kroen var optaget. Heldigvis fik de lov til at gå om i stalden bag ved kroen, og dér kunne Maria få lov at føde sit barn. Og sådan gik det til, at Maria den nat fødte sin lille i en stald i Betlehem. Hun lagde et lille tæppe omkring ham, så han ikke skulle fryse, og så lagde hun ham i en lille krybbe.
Med dette uddrag af Sigurd Barretts genfortælling af juleevangeliet vil jeg ønske jer alle en glædelig og velsignet juleaften.
Jesus, Guds egen søn kom til jorden for at sone hele verdens synd og skyld, og han er stadig iblandt os ved sin hellige ånd. Halleluja for det! Det er en fin idé at bruge julen til at mindes og fejre det, men hvem har egentligt bestemt, at det skulle være sådan? Har Gud? Nej! Men han synes sikkert, at det er en ganske glimrende idé. Den kristne jul er i bund og grund en menneskeskabt fest. Kirken så på et tidspunkt sit snit til at erstatte de hedenske solhvervsfester med Jesu fødselsdag, men mange af de gamle traditioner er stadig bibeholdt. Den hyggelige julebuk er såmænd Fanden selv, og flæskestegen er et levn fra et gammelt hedensk offerritual, der skulle give frugtbarhed. Julebukken er det nok de færreste kristne, der bryder sig om, men de ville vel nødig undvære flæskestegen juleaften!
Jeg har rigtig mange gode ting at sige om Thomas Teglgaard, men hans andagtsstykke “Skyd en nisse” irriterede mig voldsomt. (Kan læses her.)
Julen er andet end fejringen af Jesu fødsel. Det er også:
“Gaver, god mad, gaver, familiehygge, gaver, juletræ og pynt, gaver, risengrød…”
Og hvorfor i alverden skal det ikke have lov til at være det? Det er fantastisk, at kirken har fået forbundet Jesus med julen, for det er da skønt at se fulde kirker juleaften, men hvis julen ikke også havde handlet om hygge, gaver, juletræ og alt det andet, så havde kirkerne nok set en del tommere ud - som til påske for eksempel. (En tradition som Gud forøvrigt selv har indstiftet, så skyd hellere påskeharen end de små søde nisser.)
Jeg kan godt lide nisser - de er hyggelige og søde, og så er de der altså kun i december. Jesu fødsel burde vi fejre hele året, men det er måske netop julens problem. Kirken har fået forbundet Guds komme til jorden med hyggen og maden og gaverne - ikke omvendt! Den hedenske jul var der faktisk først. Ikke som Thomas Teglgaard skriver:
“Det var egentlig meningen, at det var det (Jesu fødsel), man skulle have fejret juleaften. Der skete bare noget. Nogle små, onde slyngler med magtsyge og kontrol over forældre og især børn kom og ødelagde det hele. De sagde:
“Jesus, ha! Han er da død! Okay, I kan da godt fejre ham, synge bare én eller højst to sange juleaften om Jesus, men lad nu være med at overdrive.”"
Så lad dog mine små nisser i fred. Der er ikke noget særligt fromt over at have et voldeligt forhold til nisser i december måned. I stedet burde man måske se ind ad og overveje sin fejring af Jesu komme til jorden også når det er sommer, og vi fejrer det hedenske Sankt Hans, eller når vi slår katten af tønden, og jager de onde ånder væk!
“Jeg vidste, det var en brønd, for man kunne se vandet boble op fra bunden af den; men den var meget større end de fleste andre brønde - som et stort, rundt svømmebassin med marmortrin ned i vandet. Vandet var klart som krystal, og jeg tænkte, at hvis jeg kunne komme ned i det, ville det lindre smerten i mit ben. Men løven bad mig om at klæde mig af først. Jeg ved ikke, om den sagde det højt til mig, men i hvert fald forstod jeg, hvad den mente. Jeg skulle til at sige, at jeg ikke kunne klæde mig af, fordi jeg ikke havde noget tøj på, da jeg pludselig kom i tanke om, at drager er en slags slanger, og slanger kan smide deres skind. Åh, selvfølgelig tænkte jeg, det er det, løven mener. Så jeg prøvede at kradse mig selv, og så begyndte mine skæl at falde af over hele kroppen. Og så kradsede jeg en smule dybere, og pludselig var det ikke bare skællene, der faldt af her og dér, nej, hele min hud begyndte at skalle af, ligesom efter en sygdom, eller ligesom når man hiver skrællen af en banan. Et øjeblik efter kunne jeg træde ud af den. Jeg så den ligge ved siden af mig; den så ikke særlig køn ud. Men det var en herlig fornemmelse. Så begyndte jeg at gå ned i brønden for at bade. Men netop som jeg skulle til at stikke fødderne i vandet, kiggede jeg og så, at de var helt hårde og ru og rynkede og skællede ligesom før. Nå, det er i orden, sagde jeg, det betyder blot, at jeg har en anden, mindre ham på indenunder den første, og at jeg også bliver nødt til at krybe ud af den. Så jeg kradsede og rev igen, og huden skallede atter af, og jeg trådte ud af den og lod den ligge ved siden af den anden og gik ned i brønden for at bade. Og så skete det samme en gang til. Og jeg sagde til mig selv: Du godeste! Hvor mange lag hud er jeg nødt til at tage af? For jeg længtes efter at bade mit ben. Så jeg kradsede løs for tredje gang og fik den tredje ham løs, præcis som de to første, og trådte ud af den. Men lige så snart jeg kiggede på mig selv i vandet, så jeg, at det ikke havde nyttet spor.Så sagde løven - men jeg ved ikke, om den sagde det højt: ‘Du bliver nødt til at lade mig klæde dig af.’ Jeg var bange for dens kløer, kan jeg godt fortælle dig, men jeg var temmelig desperat efterhånden. Så jeg lagde mig bare ned på ryggen for at lade den gøre det. Den første flænge, den lavede, var så dyb, at jeg troede, den var gået helt ind i mit hjerte. Og da den begyndte at trække skindet af, gjorde det mere ondt end noget andet, jeg nogen sinde har været ude for. Det eneste, der gjorde, at jeg kunne holde det ud, var glæden ved at mærke det blive pillet af. Du ved, hvordan det er at pille skorpen af et sår. Det gør ondt som bare pokker - men det er sjovt at se den komme af. Nå, men løven pillede altså skindet af - præcis som jeg mente, jeg selv havde gjort det de andre tre gange. Og dér lå det i græsset - blot meget tykkere og mørkere og mere knortet end de andre havde været. Og jeg var glat og blød som en skrællet banan og meget mindre, end jeg havde været. Så greb den mig - det brød jeg mig ikke om, for jeg var meget øm over hele kroppen, nu hvor min hud var væk - og smed mig i vandet. Det sved som bare pokker, men kun et øjeblik. Så var det bare pragtfuldt, og lige så snart jeg begyndte at svømme og plaske rundt, opdagede jeg, at det ikke længere gjorde ondt i min arm.”
Nøj, hvor jeg bare elsker C. S. Lewis’ fortælling om Eustace’s tid som drage i Narnia-bogen “Morgenvandrerens rejse”. Den indeholder så mange referencer til vores livssituation i forhold til Gud. Hvor mange gange har jeg ikke prøvet at skrælle de værste synder af. Prøvet at overvinde dem ved egen kraft. Af og til lykkes det, men det varer ikke længe, inden jeg ser det næste lag. Jeg er jo stadig en drage. Kun Jesus kan fjerne al den synd, jeg er indhyllet i. Han kan gøre mig til det, jeg er skabt til at være. Ren og retfærdig - Himmelen værdig!
Der er meget mere guf at hente i den lille passage, men det må blive en anden gang.
16 sekunder. Det er alt, hvad Jacob Haugaard har brug for, når han skal forklare, hvad kristendom er. Desværre tror jeg dog også, hans kristendomssyn er en smule forenklet og nåja… heller ikke helt sandt.
Hvor er det dog en udbredt misforståelse, at kristendom handler om at vi skal gøre godt mod andre, når sandheden er den, at det var det, Jesus gav os på korset, det handler om. Jeg ville ønske, jeg gjorde mere godt for mine medmennesker, men jeg ved, hvor jeg skal hente styrken til det. Den er ikke inde i mig selv, som mange vil mene. Nej - den er i den fantastiske gerning, som Jesus fuldførte på korset, da han gav sit liv for mig og for hele verden.
Jeg kan vældig godt lide at gå tur på kirkegården. Nogle vil synes, det er lidt morbidt, men jeg kan faktisk godt lide at gå rundt og kigge på gravsten, for de fortæller en historie, om det menneske, de er rejst til minde om. Samtidig gør det mig også lidt vemodig og trist at se på alle de sten, som tydeligvis er sat som en slutning. “Tak for alt” står der måske. De ejer ikke håbet om, at det ikke var “alt”. De tror, det var slutningen. Ind imellem passerer man også de herligste gravsten, som vidner om mennesker, der netop har knyttet sig til håbet om en evighed hos Gud. Sådan en gravsten vil jeg gerne have. En gravsten som kan være et vidnesbyrd om det håb, jeg ejer i Jesus:
Døden er besejret, så helt og fuldt, at skønt den endnu forskrækker os, så er den i virkeligheden for de kristne kun som en liflig søvn - en hemmelig underjordisk vej til det livets hjemland, de længes mod.”
C. O. Rosenius
Det skal der stå på min gravsten, når jeg engang skal herfra. Døden får ikke det sidste ord. Nok kan den forskrække os, men det er også alt, den kan gøre ved os, for vi skal jo hjem 
Jeg er just igang med at læse “Midt i en klunketid” af Benjamin Jacobsen. I afsnittet “Bødkeren fra Hillerød” skildrer han en samtale mellem bødker Jensen og sin far. Bødker Jensen er fejlagtigt kommet til at bytte rundt på David og Pilatus, og det kommer der så denne samtale ud af:
Far, som havde gjort et noget gnavent indtryk, begyndte at blve i bedre humør.
“Jamen, Jensen, det var ikke Pilatus. Det var David.”
“Hva’faller?”
“Jeg siger, det var David, der slog Goliath ihjel, det var ikke Pilatus.”
“David, var ded inte det lille fjols og sat og spillede po harpe?”
“Jo, David spillede på harpe for kong Saul.”
“Og nu vil De komme og bilde mig ind, at ded er foreneligt hos én person at sitte og klimpre po en harpe, fordi en anden person er ked a’ed, og så at ydvise fornødent mod til at begi sig i slavsmol med en kæmpe. Næi, Jauesen, den hopper je *** inte po.”
Han rystede på hovedet ad fars navitet, så sagde han:
“Kender De ka’ske jomfru Andersen og boer på Helsenørvejen i det røde hus lige næst etter bager Knudsen?”
“Næe, hende har jeg aldrig truffet.”
“Det er De helt sikker po? Ded er hende, der syer for trikotagehandler Mørck?”
“Nej, jeg ved bestemt, at jeg ikke kender hende.”
“Nå, for se, hun spiller jo po harpe. Og jeg vil *** godt sitte min evige salighed ind po, at dersom der stod en kæmpe ydenfor Hillerød og truede med at ede vos allesammel, så ble’ed *** inte jomfru Andersen og gek ham i møde med en slangebøsse. Hun ville være en af de første ted at kiltre skørterne op og stikke i rend yd ad bagvejen.”
Denne lille historie mindede mig endnu engang om, hvor utroligt vildt det er, at Gud bruger små harpespillende hyrdedrenge, der vokser op og bliver ægteskabsbrydere og mordere i sin tjeneste. Det giver mig en forhåbning om, at han også kan bruge mig i sin plan.
Et lækkert stykke musik fra Duke Ellington’s Sacred Concert men også temaet for årets Discipeltræf i Nørre Sundby. Vi har i Komitéen arbejdet på højtryk de sidste 9 måneder, for at gøre DT07 til noget helt særligt, og nu er det så på lørdag, det sker. Vi går i luften med en kavalkade af celebre talere, som skal tale om meget centrale emner i kristentroen. Henrik Højlund skal blandt andet holde Bibeltimer over Romerne 6, 7 og 8. Personligt har jeg gjort mit, for at DT07 skal blive så stokkonservativt som muligt. Der har for eksempel lusket sig lidt Lina Sandell og andet godt ind ved aftenmøderne. Nam nam.
Men nu glæder jeg mig altså bare til at få fyret det af. I aftes sad jeg og klippede ca. 70 sommerfugle til udsmykning af Nørre Sundby Gymnasium. Det bliver så sejt. Hvem ved, måske følger der en update eller to dugfrisk fra lejren i løbet af den næste uges tid.
Frihed (appetizer jeg har skrevet til www.discipeltraef.dk)
Den personlige frihed er en menneskeret, som vi værner om. Vi sætter en dyd i at have ytringsfrihed, religionsfrihed, pressefrihed og andre friheder, der gør, at vi alle sammen kan få lov at være unikke individer med vore helt egne holdninger.Der er skrevet mange lange sange om friheden, digte, bøger sågar bygningsværker er blevet rejst som en hyldest til denne underskønne opfindelse - FRIHEDEN.
Prøver nogen at frarøve os vores frihed, er vi ikke bange for at gå til modangreb, og sådan bør det vel også være…
I Bibelen står, at kun hvis Jesus får gjort os frie, så skal vi være virkelig frie.
Men er vi da ikke frie? Sætter vore menneskerettigheds-fastlagte friheder os da ikke virkelig fri?
På DT07 vil vi sætte fokus på FRIHED.
Gud har en FRIHED til os, der er endnu større og endnu vigtigere end friheden til at gøre, som det passer os. Han vil sætte os fri fra synden, der hersker over os, loven som dømmer os og endda dødens magt, vil han befri os fra.
Gud sendte en befrier, for at du og jeg skal få del i det ene, der kan sætte os virkelig fri.
Tv2øst har været på besøg i 6 byer på Syd- og Vestsjælland, hvor de har lavet narkotikatests på politistationer og i kirker.
I ét ud af 6 tilfælde, fandt man spor af kokain i kirken. Menighedsrådsformanden er rystet:
»Jeg er overrasket. Meget overrasket«, siger han.
Preben Bonde vil nu tage sagen op med resten af menighedsrådet, hvilket kan få stor betydning for kirkegængerne:
»Konsekvensen af det kan være, at vi kommer til at lukke kirken«.
Jeg er en smule i tvivl om grunden til, at Preben Bonde er så rystet. Er det fordi, han er bange for, at folk kommer udefra bare for at sniffe på kirkens toilet, eller er det fordi han er bekymret for, at en person i menigheden er på kokain? Og i begge tilfælde forstår jeg slet ikke, at han overvejer at lukke kirken!
Skal kirken ikke også kunne rumme folk, der er på kokain? Det er klart, at jeg ikke tror, det er Guds vilje, at vi skal tage hårde stoffer, men jeg er ret sikker på, at det er Guds vilje, at vi skal møde folk der, hvor de er. Vi skal ikke tvinge folk til at lægge al deres syndige natur bag sig, før de kan være rene nok til at træde ind i kirken, det er jo først i mødet med den kærlige Gud, at det går op for os, at vi er syndere.
 | JLo on Futurisme ??? |
 | praesten on Futurisme ??? |
 | Simon on Futurisme ??? |
 | Madsvj on Futurisme ??? |
| JLo on Charterferie i Albanien??… |
 | frovin on Charterferie i Albanien??… |
 | Tom on Charterferie i Albanien??… |
