At vende tilbage maj 14, 2008

Jeg lovede jo at fortælle om mine 5 film-oplevelser her på bloggen, og så har jeg alligevel kun fået skrevet om de 2. Faktisk nåede jeg aldrig at få set Paris, je t’aime.

Derimod fik jeg set både Stolthed og Fordom og Volver, som på sin vis begge handler om det at vende tilbage.

Volver er en rigtig fin film, der på undelig vis tager spørgsmålet om menneskets værd og døden op. Jeg havde vist nok forventet lidt mere af den, men den er absolut seværdig.

Stolthed og fordom levede endnu mindre op til mine forventninger. Jeg havde forventet lidt dybde men fik mest af alt bare en omgang pladderromantik og nå ja - også en lille smule misundelse, for hvem ville ikke give et halvt kongerige for at komme til at se bare halvt så dejlig ud som Keira Knightley?

Hvordan vi slipper af med de andre april 22, 2008

Hvis vi skilte os af med alle de mennesker i samfundet, der ikke har ydet noget konstruktivt, ville vi kunne sænke skatten betydeligt. Det er i store træk, hvad filmen “Hvordan vi slipper af med de andre” handler om. Filmen sætter fokus på nogle vigtige ting. Er et menneske noget værd blot fordi, det er et menneske, eller først når det har ydet noget for samfundet? 

Den minder os om, at nogle mennesker ikke kan pådrages hele ansvaret for deres skæbne, men at samfundet også har en pligt til at sørge for, at potientielle “samfundsnassere” ikke ender som sådanne.

Filmen er dog lidt for udpenslet i sin fremstilling af problemstillingerne. De overlader ikke mange konklusioner til seeren selv. Blandt andet er det tydeligt, at det er de konservative, der er den helt store skurk.

Man kan sagtens leve et lykkeligt liv uden at have set denne film. Den var en fin tankevækker, men budskabet er bare så tydeligt, at det faktisk irriterer mig.

Se den eller lad være. 

Hvordan man får tiden til at gå april 20, 2008

Da jeg af princip ikke agter at slå tiden ihjel med Paradise Hotel, har jeg måttet være en anelse mere kreativ. Således er jeg påbegyndt et løbetræningsprogram, så jeg ikke går helt i stå, og idag løb jeg så op i Blockbuster og lejede 5 favoritfilm i 7 dage. Der vil løbende komme små indlæg, når jeg har fået set de 5 film.

Det drejer sig om:

Lemons on fire april 18, 2008

Ja ja… så kommer der jo alligevel lige et lille indlæg. Jeg har nemlig været i biografen for at se Flammen og Citronen. Glimrende film men det har jeg egentligt ikke tænkt mig at fortælle mere om. Det er der mange andre, der har gjort og kan gøre meget bedre end mig. Det jeg godt kunne tænke mig at dele med jer er en lille pudsighed i rollebesætningen eller hvad, man nu vil kalde det. Rollen som Gestapochef Karl Heinz Hoffmann spilles af den tyske skuespiller Christian Berkel, og jeg sad under hele filmen og syntes, at han udgjorde en enormt utroværdig Gestapomand fra 40erne. han ligner faktisk mere en general fra en amerikansk krigsfilm fra 90erne. Det er da undeligt, at hvis der skal være en ond magtfuld militærmand i en film, så skal han naturligvis være en skaldet bodybuildertype med lang læderfrakke.

Døm selv:

Så da jeg kom hjem, blev jeg simpelthen nødt til at google den virkelige Hoffmann, og han så faktisk væsentligt anderledes ud:

Filmen var virkelig en oplevelse, og den kan sagtens anbefales, men lige vores Gestapo-fætter her, synes jeg altså er lidt en bommert.

Edit: Jeg skal for sagligheden skyld lige gøre opmærksom på, at billedet af Hr. Hoffmann først er taget ca. 30 år efter krigen, men det er faktisk umådeligt svært, at finde et ordentligt billede af ham, fra hans unge dage. Det her burde dog give et indtryk af, hvordan manden så ud:

Life is a cabaret old chum… marts 14, 2008

Jeg er simpelthen så uinspireret for tiden. Jeg trænger til at komme tilbage på skolebænken på næsen i bøgerne og komme ud i den intellektuelle verden igen.I formiddags da jeg lå på sofaen og var syg, bestemte jeg mig for, at jeg lige så godt kunne give mig selv en lille kulturel oplevelse, så jeg smed den 8-dobbelte oscarvindende Cabaret i anlægge.Efter at have set den undrer jeg mig nu bare over, hvorfor jeg dog ikke har fået set den noget før. Det er simpelthen en genial film, som handler en hel del mere om den spirende nazisme i 30′ernes Tyskland, end den til at starte med giver indtryk af.Brutaliteten og frygten kommer til at stå i en så skærende kontrast til den muntre musik og de let påklædte damer på natklubben, hvor Liza Minelli spiller den mest fascinerende cabaret-sanger.Jeg vil gerne dele slutningen af filmen med jer. (Bare rolig - den afslører ikke noget vigtigt, hvis nogen skulle få lyst til at se filmen selv.)Her bliver fortrængelsen så tydelig, at det er helt sørgeligt.

Where are your troubles now?Forgotten?I told you so.We have no troubles here!Here life is beautiful!The girls are beautiful!Even the orchestra is beautiful! 

Dengång a war barn december 19, 2007

… og gik i skole for at lære sprog. Det er nu ikke så længe siden, men længe nok til at man bliver lidt nostalgisk af at blive mindet om de mange gode film og sange, man så og hørte i sprogundervisningen.

Hvem kan lade være med at elske Big Muzzy? 

Og hvem har ikke siddet i tyskundervisningen og grinet af Die Prinzens spraglede gamacher, mens de kneb en lille stille tåre i det skjulte over Gabi und Klaus’ kærestesorger? 

Og skal man lære fransk, så er dette et af de mere bizare filmklip fra min gymnasietid. Han er fantastisk god til at rydde op den mand.

Den dårligste film jeg har set længe maj 30, 2007

I aften har jeg besøg af min kontaktgruppe. 8 herlige piger. Vi har spist hjemmelavet pizza og er nu igang med film nummer 2. Ja, de får endda lov til at være længe oppe, så lykken er virkelig gjort. Vi lagde ud med filmen Van Helsing. En film på 2 timer og 6 minutter, som er ca. 2 timer for lang. Den er hverken sjov, spændende, uhyggelig eller flot. Plottet er elendigt, slutningen er dårlig… jeg kunne blive ved. Alt i alt et frygteligt spild af god tid, men hvad skidt - jeg får jo løn for galskaben, og pigerne i min kontaktgruppe er hyggeligt selskab. Nu er de så igang med Dirty Dancing… vi kan altid diskutere, om det er meget bedre, men den er trods alt ikke helt lige så lang.

Kunsten at græde i kor II maj 14, 2007

For nylig postede jeg et indlæg om filmen “Kunsten at græde i kor”. I fredags da jeg havde været til et møde i Rønne og havde et par timer i overskud, inden Willum Clausen sejlede, kom jeg til at købe bogen bag filmen, som er skrevet af Erling Jepsen, og det må siges at være et af de bedre impukskøb, jeg har gjort mig. De 214 sider er læst på 4-5 timer, og det er timer, der er godt givet ud. Bogen formår i endnu højere grad end filmen at formidle den 11-åriges naivitet og uskyldighed. Man sidder tilbage med en rigtig underlig følelse. Når man har læst bogen, virker det som om filmen er alt for barsk, men det skyldes simpelthen, at forfatteren i så høj grad formår at beskrive den lille drengs synsvinkel, at de ting, som virkelig er ganske frygtelige og groteske, kommer til at virke ret uskyldige… Genial bog, og så er der endda en fortsættelse, som hedder “Med venlig deltagelse”. Den kan jeg ikke få fat i for hurtigt.

Von Trier siger stop maj 12, 2007

Ikke flere film fra Lars von Trier… det er den mest triste nyhed i meget lang tid. Den mand har simpelthen lavet nogle af de bedste film, jeg nogensinde har set. Med Dancer in the Dark formåede han at udpensle absurditeten på en måde, så det var næsten helt uudholdeligt, og Dogville er jo bare et fantastisk mesterværk med så meget dybde, at jeg, selvom jeg efterhånden har set den en 5-6 gange, stadig kan få nye detaljer og lag med hver gang. Med Manderlay faldt niveauet lidt, selvom det ikke var nogen total skuffelse… dog savnede jeg Nicole Kidman rigtig meget i rollen som Grace, og jeg havde ærligt talt glædet mig rigtig meget til 3-eren i hans USA-trilogi, men hvem ved, måske kommer den aldrig til at eksistere. Jeg ved, at det ikke er alle, der vil sørge lige så meget som mig. Nogle vil måske endda i deres skumle indre glæde sig en smule over, endelig at slippe af med denne krukkede provokatør - men for mig er det altså en sorgens dag. Den mand har givet mig nogle af mine bedste filmoplevelser, og jeg havde faktisk håbet på flere… Håbet lever heldigvis endnu - Lav nogle flere film, Lars!

Kunsten at græde i kor april 29, 2007

I går aftes var jeg sammen med Andreas i Fotorama i Viborg for at se “Kunsten at græde i kor”. Filmen kan varmt anbefales. Den er både rystende, sjov, grusom, frygtelig, barsk og meget meget pinlig. Filmen formår virkelig at fremstille pinlige og absurde situationer meget realistisk, så hvis man gerne vil ind og se en lille hyggelig lørdagsfilm, så er det nok ikke den man skal vælge. Alle personerne i filmen snakker Sønderjysk, og det fungerer imod al forventning faktisk rigtig godt. Alt i alt - en virkelig tankevækkende og seværdig film.