så deeeeet……

med ost og kærlighed

Life is a cabaret old chum… marts 14, 2008

Gemt under: Fascination, Film, Musik — JLo @ 7:43 pm

Jeg er simpelthen så uinspireret for tiden. Jeg trænger til at komme tilbage på skolebænken på næsen i bøgerne og komme ud i den intellektuelle verden igen.I formiddags da jeg lå på sofaen og var syg, bestemte jeg mig for, at jeg lige så godt kunne give mig selv en lille kulturel oplevelse, så jeg smed den 8-dobbelte oscarvindende Cabaret i anlægge.Efter at have set den undrer jeg mig nu bare over, hvorfor jeg dog ikke har fået set den noget før. Det er simpelthen en genial film, som handler en hel del mere om den spirende nazisme i 30′ernes Tyskland, end den til at starte med giver indtryk af.Brutaliteten og frygten kommer til at stå i en så skærende kontrast til den muntre musik og de let påklædte damer på natklubben, hvor Liza Minelli spiller den mest fascinerende cabaret-sanger.Jeg vil gerne dele slutningen af filmen med jer. (Bare rolig - den afslører ikke noget vigtigt, hvis nogen skulle få lyst til at se filmen selv.)Her bliver fortrængelsen så tydelig, at det er helt sørgeligt.

Where are your troubles now?Forgotten?I told you so.We have no troubles here!Here life is beautiful!The girls are beautiful!Even the orchestra is beautiful! 

 

Og jeg var glat og blød som en skrællet banan november 28, 2007

Gemt under: Av, Bøger, Fascination, Kristendom — JLo @ 10:27 pm
“Jeg vidste, det var en brønd, for man kunne se vandet boble op fra bunden af den; men den var meget større end de fleste andre brønde - som et stort, rundt svømmebassin med marmortrin ned i vandet. Vandet var klart som krystal, og jeg tænkte, at hvis jeg kunne komme ned i det, ville det lindre smerten i mit ben. Men løven bad mig om at klæde mig af først. Jeg ved ikke, om den sagde det højt til mig, men i hvert fald forstod jeg, hvad den mente. Jeg skulle til at sige, at jeg ikke kunne klæde mig af, fordi jeg ikke havde noget tøj på, da jeg pludselig kom i tanke om, at drager er en slags slanger, og slanger kan smide deres skind. Åh, selvfølgelig tænkte jeg, det er det, løven mener. Så jeg prøvede at kradse mig selv, og så begyndte mine skæl at falde af over hele kroppen. Og så kradsede jeg en smule dybere, og pludselig var det ikke bare skællene, der faldt af her og dér, nej, hele min hud begyndte at skalle af, ligesom efter en sygdom, eller ligesom når man hiver skrællen af en banan. Et øjeblik efter kunne jeg træde ud af den. Jeg så den ligge ved siden af mig; den så ikke særlig køn ud. Men det var en herlig fornemmelse. Så begyndte jeg at gå ned i brønden for at bade. Men netop som jeg skulle til at stikke fødderne i vandet, kiggede jeg og så, at de var helt hårde og ru og rynkede og skællede ligesom før. Nå, det er i orden, sagde jeg, det betyder blot, at jeg har en anden, mindre ham på indenunder den første, og at jeg også bliver nødt til at krybe ud af den. Så jeg kradsede og rev igen, og huden skallede atter af, og jeg trådte ud af den og lod den ligge ved siden af den anden og gik ned i brønden for at bade. Og så skete det samme en gang til. Og jeg sagde til mig selv: Du godeste! Hvor mange lag hud er jeg nødt til at tage af? For jeg længtes efter at bade mit ben. Så jeg kradsede løs for tredje gang og fik den tredje ham løs, præcis som de to første, og trådte ud af den. Men lige så snart jeg kiggede på mig selv i vandet, så jeg, at det ikke havde nyttet spor.Så sagde løven - men jeg ved ikke, om den sagde det højt: ‘Du bliver nødt til at lade mig klæde dig af.’ Jeg var bange for dens kløer, kan jeg godt fortælle dig, men jeg var temmelig desperat efterhånden. Så jeg lagde mig bare ned på ryggen for at lade den gøre det. Den første flænge, den lavede, var så dyb, at jeg troede, den var gået helt ind i mit hjerte. Og da den begyndte at trække skindet af, gjorde det mere ondt end noget andet, jeg nogen sinde har været ude for. Det eneste, der gjorde, at jeg kunne holde det ud, var glæden ved at mærke det blive pillet af. Du ved, hvordan det er at pille skorpen af et sår. Det gør ondt som bare pokker - men det er sjovt at se den komme af. Nå, men løven pillede altså skindet af - præcis som jeg mente, jeg selv havde gjort det de andre tre gange. Og dér lå det i græsset - blot meget tykkere og mørkere og mere knortet end de andre havde været. Og jeg var glat og blød som en skrællet banan og meget mindre, end jeg havde været. Så greb den mig - det brød jeg mig ikke om, for jeg var meget øm over hele kroppen, nu hvor min hud var væk - og smed mig i vandet. Det sved som bare pokker, men kun et øjeblik. Så var det bare pragtfuldt, og lige så snart jeg begyndte at svømme og plaske rundt, opdagede jeg, at det ikke længere gjorde ondt i min arm.”

Nøj, hvor jeg bare elsker C. S. Lewis’ fortælling om Eustace’s tid som drage i Narnia-bogen “Morgenvandrerens rejse”. Den indeholder så mange referencer til vores livssituation i forhold til Gud. Hvor mange gange har jeg ikke prøvet at skrælle de værste synder af. Prøvet at overvinde dem ved egen kraft. Af og til lykkes det, men det varer ikke længe, inden jeg ser det næste lag. Jeg er jo stadig en drage. Kun Jesus kan fjerne al den synd, jeg er indhyllet i. Han kan gøre mig til det, jeg er skabt til at være. Ren og retfærdig - Himmelen værdig!

Der er meget mere guf at hente i den lille passage, men det må blive en anden gang.

 

Solens åg september 23, 2007

Gemt under: Bøger, Fascination, Kristendom, Uddannelse — JLo @ 1:49 pm

 Jeg er helt pjattet med Johannes Jørgensen. I hin dage da jeg var en purung 3. G-er skrev jeg større skriftlig opgave om ham og hans forfatterskab. I den anledning fik jeg lejlighed til at læse hans selvbiografi “Mit livs legende” - en fantastisk fortælling om en Georg Brandes-tilhænger, der gradvist bevæger sig tættere og tættere på katolicismen og ender med at skrive nogle af de allermest kendte helgenbiografier. Johannes Jørgensen konverterede i 1896 og skrev i 1898 lignelsen “Solens åg”, som jeg holder meget af ud fra et både litteraturhistorisk men også religiøst synspunkt. Lignelsen foregår i planteverdenen, hvor der hele sommeren havde været et underligt røre:

Det, planterne lagde råd op om, var nu noget såre underligt, som aldrig siden verdens skabelse var faldet noget væsen ind. En høj stiv poppel var den nye tankes ophav. Den stod midt i en umådelig kornmark, og alt, hvad den sagde, blev straks båret ud til alle sider af de tusinde kornstrås tunger. Poplen sagde: “Søstre og brødre! I umindelige tider har planternes hæderkronede folk beboet jorden. Den tilhører os, og vi har gjort os den underdanig. Dyrene, menneskene, alle andre væsner er afhængige af os. Uden os kan de ikke leve. Vi nærer koen, som giver mennesket mælk og kød. Vi nærer fåret, som klæder mennesket, og hesten, som bærer mennesket og trækker hans vogn. Fuglene lever af vore frø, insekterne af vort blomsterstøv og vor honning, sneglene og krybet mætter sig med affald fra vort bord. Vor stilling er central - vi kan meget godt sige, at vi behersker universet, og at alle ting afhænger af os. selv jorden, som nærer os, dannes af vort hensmuldrende løv, vore kviste og grene. Vi gøder os selv, vi føder os selv. Der er kun én magt i verden, af hvilken vi er afhængige - og som ikke på nogen måde er afhængig af os. Jeg sigter fornuftigvis ikke her til luften, som vi selv for så væsentlig en del er med til at danne - ved vor uddunstning af vanddampe, vor udåndning af ilt og kulsyre. Jeg sigter, mine søstre og brødre, til den himmelske klode, som dagen igennem sender os sit lys - jeg sigter til solen, af hvilken vor hele eksistens og vækst siges at være afhængig. Søstre og brødre - ikke uden velberåd hu bruger jeg udtrykket “siges at være afhængig” Det står nemlig ikke så fast for mig, at solens lys virkelig er til gavn for os, og ikke snarere til vor skade. Utvivlsomt er denne lære om sollyset som en nødvendighed og en velsignelse for plantelivet ikke andet end en gammel, dum myte, en overtro, som er ganske uværdig for en moderne, oplyst plante.”

Planterne starter nu en strejke. De henlægger hele deres liv natten. “Din tid er omme, dit herredømme er forbi, du gamle lysgiver i det høje!” Menneskene begriber ikke, hvorfor blomsterne på de skønneste solskinsdage er helt lukket sammen. De ser jo ikke, hvordan de åbner sig om natten.

Men ak - ilde gik det de arme oprørere! Kornet, hvis lange strå ikke mere havde solen at vokse op imod, begyndte at vride og vende sig hid og did, og til sidst lå den helt hen langs jorden.

Sådan går det med dem alle sammen.

Da begyndte planterne at knurre mod poplen. Den stod selv med kanariegult løv og skinnede som en pyntet laps.”Hvor er I dumme, mine søstre og brødre!” Sagde den. “Ser I da ikke, at I nu er meget skønnere, meget ejendommeligere, meget mere jer selv end under solens regimente.”

 

Parentesvoldtægt september 2, 2007

Gemt under: Andreas, Bøger, Fascination — JLo @ 12:26 am

Jeg er et menneske med mange principper, og et af dem har i mange år været, at jeg ikke ville læse Harry Potter. Nu da den sidste bog er kommet, og hysteriet ingen ende vil tage, har jeg følt mig presset til at finde ud af, hvad det mon kan være, der kan få Andreas til at taget tidligt hjem fra mig for at læse. Jeg er netop blevet færdig med bog nummer 2 “Harry Potter og hemmelighedens kammer”, og jeg er altså stadig ikke rigtigt overbevist. Det undrer mig faktisk ikke, at J.K. Rowling havde problemer med at finde et forlag, som ville udgive hendes bøger, for jeg irriterer mig grueligt over, hvor sprogligt dårligt det er. Især springer hendes totalt groteske brug af parenteser mig i øjnene. Her er et eksempel, som skal tjene til at illustrere, hvad jeg mener:

Harry kunne ikke afgøre, hvad der var festens højdepunkt: Om det var, da Hermione løb ham i møde, mens hun jublede “Du løste mysteriet!” eller om det var, da Justin kon hen fra Hufflepuff-bordet og gav ham hånden, mens han undskyldte mange, mange gange at have næret de uretfærdige mistanker; eller om det var, da Hagrid pludselig viste sig klokken halv fire om natten og klappede Harry og Ron så hårdt på skuldrene, at de klaskede hovederne ned i deres dessert; eller om det var, da Dumbledore gav alle besked om de fire hundrede point, Gryffindor-kollegiet havde fået for deres indsats (hvilket betød, at Quidditch-pokalen var sikret for andet år i træk), eller om det var, da professor McGonagall rejste sig og sagde, at eksamen var blevet aflyst som en gave til samtlige elever (”åh nej!” sagde Hermione); eller om det var, da Dumbledore meddelte, at den uheldige professor Smørhår ikke kunne undervise i det følgende skoleår, fordi han måtte rejse bort for at få sin hukommelse tilbage - adskillige lærere deltog i jublen, der fulgte efter denne nyhed.

Dyb vejrtrækning efter dette længe ventede punktum! En sætning som er alt for lang, og som ovenikøbet indeholder hele to ligegyldige parenteser.

Min læsning af Harry Potter stopper dog ikke her. Jeg må simpelthen finde en løsning på mysteriet om, hvad der fængsler fuldvoksne mennesker så nådesløst til en børnebog.

 

Jeg har et turbånd til Tivoli, altså eksisterer jeg! august 18, 2007

Gemt under: Andreas, Av, Fascination, Musik, Sol og sommer — JLo @ 11:03 am

Det lugter lidt af brændt timian, men der er vist ingen tvivl om, at dunsten fra den tykke brændende rulle, som hende ved siden af stikker i munden, kommer fra noget andet og lidt mere ulovligt. Ryggen og benene gør ondt efter en 10 timers arbejdsdag. Alligevel står jeg her på Plænen - eller i grusgraven, om man vil - midt inde i Tivoli.

“Bo Kaspers Orkester? Hvem er de?” Ja, sådan spurgte en af mine kollegaer mig faktisk i går i frokostpausen. Jeg havde lidt ondt af ham. Han aner jo ikke, hvad han går glip af.

Som ELMer forventes det af og til, at man forstår svensk. Jeg mindes med gru, når der kom svenske missionærer med deres lysbilleder nede i missionshuset, og jeg fattede ikke en bjælde. I går var en af de dage, hvor jeg ville ønske, at jeg forstod lidt mere svensk, for jeg tror, der kom mange vise ord fra scenen. Overskriften for dette indlæg var omtrent, hvad jeg fik fat på.

Men nu var det jo heller ikke det, vi var kommet efter. Selvom Bo Kaspers Orkester havde taget sig bedre ud i et lille café-miljø, så var det en fantastisk oplevelse. Også selvom guitaristen mindede skræmmende meget om Peter AG.

De gutter kan virkelig nogle ting, og havde det ikke været for de ømme ben, den smadrede ryg og Andreas, som skulle tidligt op på arbejde, så kunne de for min skyld godt have spillet til den lyse morgen. Dygtige musikere bliver man ikke sådan lige træt af at høre på.

 

You can’t go back to what it never was juni 1, 2007

Gemt under: Fascination, Lommefilosofi, Musik, Nostalgi — JLo @ 3:35 pm

Det kan godt være, det ikke er så populært at sige, men jeg er simpelthen helt pjattet med Sissel. Hun har længe været et stort idol for mig. Faktisk var en af mine allerførste CDer hendes debut-album. Jeg elsker simpelthen hendes stemme. Personligt synes jeg dog bedst om hendes udgivelse fra 2000 “All good things”, som viser en lidt mindre klassisk kvalitet ved Sissels stemme. Hun har kun lavet meget få videoer. Her er en af dem. Sangen hedder Better off alone, og jeg er ret vild med teksten i omkvædet…

But you can’t go back
to what it never was
to repossess, what you never owned

Tænk hvis man bare forstod at leve på den måde. Hvad er det der gør, atvi mennesker har en evne til at gøre alle ting til glansbilleder, når bare der er gået lang nok tid? Det er altid det gode, man husker bagefter. De ting, der gjorde ondt, glemmer man meget hurtigere.

 

Karneval og krykker maj 22, 2007

Gemt under: Fascination, Sport — JLo @ 5:20 pm

Jeg er vildt imponeret! Det at løbe en marathon er i sig selv et temmeligt uoverskueligt projekt for mig, men på krykker…??? Det kalder på respekt! Den letpåklædte samba-dame i forgrunden kunne jeg godt have været for uden, men ellers synes jeg bare, det her er et virkelig fantastisk billede.

 

Nice tattoo maj 17, 2007

Gemt under: Fascination, Kristendom — JLo @ 8:20 am

For nogle år siden var jeg på ferie i Tunesien med en veninde og fik lavet en henna-tatovering, som forøvrigt blev rigtig grim. Alligevel prøvede de lokale gutter at bruge den som en måde at komme i kontakt med os to små, lyse danske piger, ved at råbe nice tattoo efter mig. Hmmm…. men nu kunne jeg altså godt tænke mig at få en rigtig nice tattoo. Jeg har i lang tid gået og overvejet, hvad der skulle være på den, for det skal ikke bare være en delfin på skulderen eller nogle tilfældige kinesiske tegn. Kors og fisk og AO er efterhånden ved at være lidt for gennemslidte, og så kom jeg i tanke om, at man kunne få tatoveret en Lutherrose.

Her er hvad Luther selv siger om dens symbolværdi: (I får den desværre lige på norsk.)

“Min Logo symboliserer min teologi.
For det første er det et kors
og et rødt hjerte
korset er i hjertet
Korset i hjertet skal minne om, at troen på den korsfestede frelser oss
Det er et sort kors, fordi det renser synden ud og også medfører smerte,
Det ødelegger dog ikke vår natur, men holder oss i live
derfor skal hjertet ha sin naturlige rødfarge.
Hjertet er i en rose, men rosen er hvit
Rosen er hvit, fordi troen gir glede, trøst og fred,
Rosen er i et himmelblått felt fordi det er en åndelig glede
Det hele omkranses av en gylden ring
Ringen er av gull, fordi denne salighet i himlen varer evig
og overgår al annen glede og lykke.”

 Hvad siger I, kunne det ikke være en nice tattoo?