Life is a cabaret old chum… marts 14, 2008
Jeg er simpelthen så uinspireret for tiden. Jeg trænger til at komme tilbage på skolebænken på næsen i bøgerne og komme ud i den intellektuelle verden igen.I formiddags da jeg lå på sofaen og var syg, bestemte jeg mig for, at jeg lige så godt kunne give mig selv en lille kulturel oplevelse, så jeg smed den 8-dobbelte oscarvindende Cabaret i anlægge.Efter at have set den undrer jeg mig nu bare over, hvorfor jeg dog ikke har fået set den noget før. Det er simpelthen en genial film, som handler en hel del mere om den spirende nazisme i 30′ernes Tyskland, end den til at starte med giver indtryk af.Brutaliteten og frygten kommer til at stå i en så skærende kontrast til den muntre musik og de let påklædte damer på natklubben, hvor Liza Minelli spiller den mest fascinerende cabaret-sanger.Jeg vil gerne dele slutningen af filmen med jer. (Bare rolig - den afslører ikke noget vigtigt, hvis nogen skulle få lyst til at se filmen selv.)Her bliver fortrængelsen så tydelig, at det er helt sørgeligt.
Where are your troubles now?Forgotten?I told you so.We have no troubles here!Here life is beautiful!The girls are beautiful!Even the orchestra is beautiful!
“Jeg vidste, det var en brønd, for man kunne se vandet boble op fra bunden af den; men den var meget større end de fleste andre brønde - som et stort, rundt svømmebassin med marmortrin ned i vandet. Vandet var klart som krystal, og jeg tænkte, at hvis jeg kunne komme ned i det, ville det lindre smerten i mit ben. Men løven bad mig om at klæde mig af først. Jeg ved ikke, om den sagde det højt til mig, men i hvert fald forstod jeg, hvad den mente. Jeg skulle til at sige, at jeg ikke kunne klæde mig af, fordi jeg ikke havde noget tøj på, da jeg pludselig kom i tanke om, at drager er en slags slanger, og slanger kan smide deres skind. Åh, selvfølgelig tænkte jeg, det er det, løven mener. Så jeg prøvede at kradse mig selv, og så begyndte mine skæl at falde af over hele kroppen. Og så kradsede jeg en smule dybere, og pludselig var det ikke bare skællene, der faldt af her og dér, nej, hele min hud begyndte at skalle af, ligesom efter en sygdom, eller ligesom når man hiver skrællen af en banan. Et øjeblik efter kunne jeg træde ud af den. Jeg så den ligge ved siden af mig; den så ikke særlig køn ud. Men det var en herlig fornemmelse. Så begyndte jeg at gå ned i brønden for at bade. Men netop som jeg skulle til at stikke fødderne i vandet, kiggede jeg og så, at de var helt hårde og ru og rynkede og skællede ligesom før. Nå, det er i orden, sagde jeg, det betyder blot, at jeg har en anden, mindre ham på indenunder den første, og at jeg også bliver nødt til at krybe ud af den. Så jeg kradsede og rev igen, og huden skallede atter af, og jeg trådte ud af den og lod den ligge ved siden af den anden og gik ned i brønden for at bade. Og så skete det samme en gang til. Og jeg sagde til mig selv: Du godeste! Hvor mange lag hud er jeg nødt til at tage af? For jeg længtes efter at bade mit ben. Så jeg kradsede løs for tredje gang og fik den tredje ham løs, præcis som de to første, og trådte ud af den. Men lige så snart jeg kiggede på mig selv i vandet, så jeg, at det ikke havde nyttet spor.Så sagde løven - men jeg ved ikke, om den sagde det højt: ‘Du bliver nødt til at lade mig klæde dig af.’ Jeg var bange for dens kløer, kan jeg godt fortælle dig, men jeg var temmelig desperat efterhånden. Så jeg lagde mig bare ned på ryggen for at lade den gøre det. Den første flænge, den lavede, var så dyb, at jeg troede, den var gået helt ind i mit hjerte. Og da den begyndte at trække skindet af, gjorde det mere ondt end noget andet, jeg nogen sinde har været ude for. Det eneste, der gjorde, at jeg kunne holde det ud, var glæden ved at mærke det blive pillet af. Du ved, hvordan det er at pille skorpen af et sår. Det gør ondt som bare pokker - men det er sjovt at se den komme af. Nå, men løven pillede altså skindet af - præcis som jeg mente, jeg selv havde gjort det de andre tre gange. Og dér lå det i græsset - blot meget tykkere og mørkere og mere knortet end de andre havde været. Og jeg var glat og blød som en skrællet banan og meget mindre, end jeg havde været. Så greb den mig - det brød jeg mig ikke om, for jeg var meget øm over hele kroppen, nu hvor min hud var væk - og smed mig i vandet. Det sved som bare pokker, men kun et øjeblik. Så var det bare pragtfuldt, og lige så snart jeg begyndte at svømme og plaske rundt, opdagede jeg, at det ikke længere gjorde ondt i min arm.”
For nogle år siden var jeg på ferie i Tunesien med en veninde og fik lavet en henna-tatovering, som forøvrigt blev rigtig grim. Alligevel prøvede de lokale gutter at bruge den som en måde at komme i kontakt med os to små, lyse danske piger, ved at råbe nice tattoo efter mig. Hmmm…. men nu kunne jeg altså godt tænke mig at få en rigtig nice tattoo. Jeg har i lang tid gået og overvejet, hvad der skulle være på den, for det skal ikke bare være en delfin på skulderen eller nogle tilfældige kinesiske tegn. Kors og fisk og AO er efterhånden ved at være lidt for gennemslidte, og så kom jeg i tanke om, at man kunne få tatoveret en Lutherrose.
