Hvordan vi slipper af med de andre april 22, 2008

Hvis vi skilte os af med alle de mennesker i samfundet, der ikke har ydet noget konstruktivt, ville vi kunne sænke skatten betydeligt. Det er i store træk, hvad filmen “Hvordan vi slipper af med de andre” handler om. Filmen sætter fokus på nogle vigtige ting. Er et menneske noget værd blot fordi, det er et menneske, eller først når det har ydet noget for samfundet? 

Den minder os om, at nogle mennesker ikke kan pådrages hele ansvaret for deres skæbne, men at samfundet også har en pligt til at sørge for, at potientielle “samfundsnassere” ikke ender som sådanne.

Filmen er dog lidt for udpenslet i sin fremstilling af problemstillingerne. De overlader ikke mange konklusioner til seeren selv. Blandt andet er det tydeligt, at det er de konservative, der er den helt store skurk.

Man kan sagtens leve et lykkeligt liv uden at have set denne film. Den var en fin tankevækker, men budskabet er bare så tydeligt, at det faktisk irriterer mig.

Se den eller lad være. 

Tørklædefængsel april 8, 2008

tørklæde-debatten er en af de ting, der kan gøre mig så harm, så harm. Nu har kvinder fået lov til at bære tørklæde på Folketingets talerstol, og det manglede da også bare.

Rent politisk har jeg ikke det store til overs for Asmaa fra Enhedslisten, men i dag sagde hun faktisk noget klogt på TV2 NEWS. Hun mente nemlig, at når muslimske kvinder fik lov at gå på talerstolen i Folketingssalen uden at skulle gå på kompromis med sit religiøse synspunkt, ville det også få flere indvandrere til at støtte op om demokratiet, og jeg tror faktisk, hun kan have ret. I så fald er det ikke bare et godt men også et nødvendigt tiltag i forhold til den integration, vi hele tiden taler så meget om.

Desværre lader det til, at der er nogen, der ikke ønsker denne integration. Senere på NEWS hørte jeg en talskvinde fra “Kvinder for Frihed” tale konsekvent om kvinder med slør som tørklædefængslede. Hun ville slet ikke høre tale om, at mange muslimske kvinder faktisk bar tørklæde af egen fri vilje. Nu havde vi danske kvinder jo allerede brændt BHerne og pornobladene for mange år siden, og skal de muslimske kvinder ihvertfald ikke komme og skilte med de kvindeundertrykkende tørklæder.

Jeg er bange for at den slags udtalelser ikke sætter kvinder fri fra undertrykkelse - for kvindeundertrykkelse findes da helt sikkert, selvom jeg ikke tror, det er tørklædets skyld - men istedet graver endnu dybere grøfter.

 

Der er tusind børn i verden, der ville ønske, de var dig marts 17, 2008

Småkagerne er i ovnen, og mens jeg venter på, at de skal komme ud og være lækre og brune dejlige, tænder jeg lige for fjernsynet og falder over Anders Mattesens bidrag til Talegaver til Børn fra 2002, hvor han synger sangen om drengen Quang fra Terkel i Knibe. Det var egentligt lidt af en humørkiller - mest af alt fordi publikum griner og klapper på nogle totalt malplacerede steder. Siden hvornår er det fx. blevet sjovt, at en thailandsk dreng bliver nødt til at sniffe lim for at stille sulten. Eller hvornår er det blevet sjovt, at den lille Quang må prostituere sig for at brødføde sin syge mor og sine små søskende.

Jeg har virkelig svært ved at finde ud af, om Anders Mattesen har skrevet den her sang i alvor eller sjov. Er den skrevet i sjov, synes jeg det er enormt usmageligt. Er den skrevet i alvor, så er det publikum der er totalt hensynsløse.

Jeg synes ikke sangen er sjov. Den er til gengæld tankevækkende på sådan en dejlig uhøjtidelig måde. For hvor er vi da gode til at brokke os. Ja, det kan da godt være, at jeg synes, jeg efterhånden har været syg i lidt for lang tid nu. Nej, jeg har ikke råd til at gå ud og købe alle de sko, som jeg egentligt ikke har brug for, men som jeg alligevel bare må eje. Jeg har tag over hovedet. Jeg har et arbejde med en god løn. Jeg har tøj at tage på kroppen. Jeg er gift med en mand, som elsker mig. Jeg har lige stået og bagt en så unødvendig ting som småkager. Hvor er mit liv da egentligt misundelsesværdigt!

Se selv sangen her:

homeless angel august 23, 2007

Det advokatkontor, jeg arbejder på, ligger på Strøget i København. Det er et fint, fint sted med overflod af gratis kage, frugt og drikkevarer til alle medarbejderne. Flere gange i løbet af dagen må jeg forlade denne lille verden af polerede kaffekander og fine jakkesæt for at hente eller bringe noget. Hver gang, jeg går ud af vores port, er det første, jeg ser, en ældre herre, som sidder på sin papkasse med et skilt, hvorpå der står skrevet “Jeg er sulten”. Jeg bliver så ked af det, hver gang jeg ser ham, og samtidig fyldes jeg af en magtesløshed, for hvad kan jeg gøre for ham? Jeg gik hen til ham en dag og spurgte, om jeg kunne købe noget mad til ham, men han pegede på sit øre, og jeg forstod, at han var døv. Ved hjælp af fagter fik jeg dog alligevel lov til at købe manden en kop kaffe og lidt mad, men det kan jeg jo ikke gøre hver dag. Alligevel sidder manden der hver dag, og han er sulten og ensom og døv og hjælpeløs hver dag. Det er ulovligt at tigge i Danmark, og jeg har da også set politiet fjerne manden flere gange, alligevel får jeg dårlig samvittighed, hver gang jeg passerer ham.

Scott Krippayne har skrevet en udemærket sangtekst, som har rumsteret lidt i mit hoved på det sidste:

Saw his old weathered fist holding on tight to that brown paper bag
Pressed it up to his lips and took another sip in the rain
He was mumbling words on the edge of the curb with his eyes to the ground
I would’ve walked on by but I thought I heard him say

I am Jesus
I’m your mother, father
Sister, brother
Your son and daughter
You can pretend you don’t hear me
You can say I don’t exist
But I am
I am Jesus

I admit right at first I thought he was just some crazy old fool
‘Til he carefully shifted his gaze and looked up at me
I recalled an old phrase from back in the days as his desperate eyes sunk in
Something about whatever you do to the least of these – you do to me

Repeat Chorus

There’s no way
Could it be
I don’t know
Maybe he
Was some sort of homeless angel
With a message just for me

Så giv kejseren hvad kejserens er… juli 20, 2007

 

 

Jeg er drøntræt af, at så mange mennesker arbejder sort, det irriterer mig grænseløst, når folk ikke betaler deres licens og hvorfor i alverden er det så alment anerkendt at ryge vandpibetobak uden afgift? Kort sagt så er jeg træt af nassere. Om den velfærdsmodel vi bygger vores skattepolitik på i Danmark er hensigtsmæssig kan man diskutere, men det hjælper altså ikke noget at strejke imod den ved ikke at betale sin skat og sine afgifter. Det er jo bare skattevæsenet, man snyder, kan man påstå, og det er der jo så mange, der gør. Men det er jo netop ikke kun skattefar, vi snyder. Hospitaler, biblioteker, veje og skoler betaler altså bare ikke sig selv. Vi har et ansvar for at støtte op om den samfundsstruktur, der på demokratisk vis er vedtaget i Danmark. Skal noget reformeres, hjælper det ikke noget at undergrave systemet. Så må man i stedet bevæge sig ind i politikens verden og ændre samfundet ad den demokratiske vej. Men mon ikke vi egentligt allesammen godt kan se det fornuftige i at give kejseren, hvad kejserens er, som Jesus siger det!

Bjørnetjeneste juli 12, 2007

Politiken bringer idag en artikel om, hvordan vores genbrugstøj udhuler tekstilindustrien i Afrika. Det er sådan set meget logisk. Hvordan skal de afrikanske tekstilproducenter kunne konkurrere med gratis tøj? Noget siger mig, at de ikke just har råd til at gå op i, om det mon er fra dette eller sidste års kollektion, så hvorfor skulle man gå ud og bruge de sparsomme og hårdttjente penge på nyt tøj, hvis man kan få noget fra de rige europæeres garderobe-overskudslager gratis? Det nytter bare ikke noget i længden. U-landene har brug for at få sat skub i industrien. Vi må tænke os grundigt om, så vores u-landshjælp bliver bæredygtig og langtidsvirkende. Min mor og jeg har sammen en flok høns vandrende rundt i Malawi - hvis de da stadig lever. Folkekirkens Nødhjælp står bag, og jeg synes, idéen er genial. Man køber en ged, en flok høns eller noget andet - mulighederne er mange. Men det fede ved det her koncept er det, at man ikke bare giver en flok høns, man giver også de fattige kvinder i Malawi en mulighed for at lære noget om, hvordan man holder høns.

En høne kan gøre en forskel for en fattig kvinde. Æggene er en god proteinkilde, og hønens værdi som enten salgs- eller spiseobjekt er stor, når tørken og sulten kradser.

Når sultramte kvinder og deres børn instrueres i at anlægge små køkkenhaver hos CHAM i Malawi får de oven i hatten instruktion i hønsehold. Mens de er på centret, får de underernærede børn værdifulde kosttilskud i form af æg og kød fra de høns, der også lever af afgrøderne fra demonstrations-køkkenhaven.

Når de vender tilbage til deres landsbyer, anlægges der landsbykøkkenhaver, hvor der også er høns. Æggene fra disse høns går dels til de fattigste familier for at de kan få protein - dels bliver æggene fra ’super’ hønsene udruget af de lokale høns, som derefter hører til den enkelte familie/kvinde. De kan så enten sælge, spise eller beholde de nye kyllinger.

En flok høns koster 120 kroner. Med i prisen følger: 

• Instruktion i hønsehold til kvinder

• Ekstra proteiner til de indlagte underernærede børn på CHAM´s hospitaler

Det må siges, at være konstruktiv nødhjælp. Gaven er lille, men kan udvikle sig til noget mere. Modtageren tager ikke bare passivt imod men bliver selv aktiveret og må tage ansvar for sin egen flok høns.

En flok høns er en lille ting, og kan ikke redde alle Malawis fattige, men konceptet er rigtigt godt og bæredygtigt. Så i stedet for at sende dit brugte tøj til Afrika, så sælg det og brug pengene på at købe geder, høns eller bisværme til de fattige, så de selv kan få en produktion i gang.

Læs mere om projektet på www.givenged.dk Det er forøvrigt en fortræffelig gaveidé til den, der ingenting ønsker sig.

Jann Sjursen og jeg juli 7, 2007

… har netop meldt os ud af Kristendemokraterne. Bægeret er fyldt! Kristendemokraterne vil ikke længere kæmpe for at afskaffe den fri abort, som jo ellers altid har været et kernepunkt på KD’s politiske dagsorden. Ja, faktisk var det med denne mærkesag, at Kristeligt Folkeparti i 70′erne så dagens lys. Siden da er der løbet meget vand i åen. Jann Sjursen stoppede, og tingene begyndte langsomt at skride skævt. Marianne Karlsmoses makeover tiltrak mere opmærksomhed end hendes politiske dagsorden, og nu sidder rødstrømpen Bodil Kornbæk så på tronen. Hvorfor??? Min mor og jeg har altid været trofaste i vores stemmevalg - eller det vil sige, min mor har, for jeg har endnu ikke stemt så mange gange - og har sat krydset ved Tove Videbæk. En fantastisk, stabil, dygtig politiker, som nyder meget respekt inde på borgen. Hvis hun var blevet partileder, havde KD set meget anderledes ud idag. ja, hvem ved, måske ville det ikke engang have heddet KD? Bodil Kornbæk er presset. Det er nu eller aldrig! Pludselig bliver mærkesagerne kastet over bord for at gøre partiprogrammet mere spiseligt for vælgerne. Men det er jo netop på grund af denne kompromisløshed, som KD før besad, jeg stemte på dem. Jeg har endnu ikke taget stilling til, om min stemme alligevel havner ud for bogstavet K ved næste valg, men mine støttekroner til partiet er ihvertfald røget. Nu da menneskesynet ikke længere er intakt, hvordan adskiller de sig så fra de andre partier på midten? Hvad kan de så, som de andre ikke kan? Ak, det var gode tider med Sjursen på pinden. De gode tider kunne til dels genvindes med Tove Videbæk som partileder, men gad vide, hvor længe der går, inden hun også smutter?

En bøddels bekendelser maj 25, 2007

Jeg kan ikke mere… min hemmelighed må ud! Jeg har båret på den i snart 3 timer, og den tynger min samvittighed helt ned i gruset. Jeg er en koldblodig morder. Ja, ikke nok med det. Jeg torturerede mit offer og lod det lide en lang og smertefuld død. Der stod en anden bag. Jeg var kun en lejemorder, men det undskylder ikke mine grusomme og koldblodige handlinger.

Jeg sidder i min flaskegrønne sofa og tjekker min mail, da jeg hører en voldsom lyd fra vinduet. Jeg kigger op og ser et modbydeligt væsen på ca. 5 cm. Det viser sig ved nærmere undersøgelser, at det er en stor gedehams med det latinske navn Vespa Capro. Og ikke nok med det - meget tyder på, at det endda var en dronning! Jeg undrer mig, for et sådant væsen har jeg i mine livsens skabte dage aldrig før set, så jeg bevæger mig hurtigt men roligt over på lærerværelset, hvor jeg møder Thomas, som hyrer mig til dette bestialske mord… Han beder mig sprøjte hårlak på kræet, så han kan udstille dets afsjælede (hvis det da havde haft en sjæl) legeme i biologi. Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg troede, Vespa Caproen ville dø en hurtig og fredfyldt død, efter jeg havde tømt en halv dåse hårlak ud over den. Men nej - dronningen var ikke sådan lige til at fælde. Dog havde hårlakken gjort den så groggy, at jeg med lethed kunne klemme et gennemsigtigt plastikkrus ned over den i den tro, at jeg så hurtigt kunne kvæle bæstet i løbet af et par minutter. Der går 10 minutter. Det bevingede væsen flakser rundt nede i glasset. Forvirret og desperat på grund af dets håbløse situation. En halv time går, og hvepsen bliver mere og mere sløv, men træskoene slipper den ikke så let. Jeg begynder at få ondt i armen af at holde plastikkruset op mod ruden, så jeg beslutter at prøve at gasse den med en deodorant. Jeg sprøjter i flere omgange det mildt duftende indhold op i glasset, og lukker igen til for ilttilstrømningen…

Efter en time, er den stadig ikke død, men ligger oven på den bog, jeg nu har lagt under glasset, og kæmper for sit royale liv. Uden et strejf af dårlig samvittighed går jeg over i hovedbygningen og fremviser den lidende stakkel for små sarte elever, inden jeg fortsatter ind på lærerværelset, hvor jeg lægger en af Gyldendals røde dansk-tysk ordbøger oven på glasset. Da jeg forlader den, er den endnu ikke helt død. Det er den forhåbentligt nu!

Jeg efterlod den med en seddel med skriften: “1 stk. stor gedehams til Thomas fra Johanne. Det var en sejlivet fætter!” Det er det eneste eftermæle, den eneste gravsten mit uskyldige offer fik.

Dog: Jeg fortryder ingenting.

Fra asken til ilden april 30, 2007

Afløseren for Morten Messerschmidt er nu på plads. Per Dalgaard hedder manden - og hvor er det fantastisk, som de der DF-ere allesammen kan få sagt nogle voldsomt unuancerede og diskriminerende ting. Politiken har været i gang med at grave lidt, og har fundet denne udtalelse i arkiverne: “Dette er ikke Mellemøsten. Dette er ikke junglen, og det er ikke et balkansk røversamfund, hvor kun den stærke har ret til et liv. Vi ønsker vores gamle Danmark tilbage. Vi søger med al magt at få sendt disse vilde og uintegrerbare mennesker hjem. Hjem til de forhold de ønsker et samfund skal bestå af: Kaos, vold, mord, røverier og rent anarki. Her i landet er de kun til besvær og gør ingen nytte.” Selv forstår manden ikke, hvorfor hans retorik bliver kritiseret: “Det har aldrig været noget problem med min retorik i Folketinget, så jeg forstår ikke en brik af, hvad de siger. Jeg synes, det er en vanvittig overfortolkning af mine udtalelser, som jeg står ved. Jeg mener stadigvæk, at islam er en trussel mod verdensfreden. Der har ikke før været løftede øjenbryn over mine udtalelser, og jeg kan ikke se, at de er kontroversielle.”
Et stuerent DF? Held og lykke, Pia K.
http://politiken.dk/indland/article294679.ece

Der er noget galt i Danmark… april 24, 2007

http://politiken.dk/indland/article290008.ece

Ja, det er skræmmende læsning, og jeg vil da også tilslutte mig koret, der mener, det er forkasteligt, at vi nu kan vælge, om vi vil slå en lille dreng ihjel, fordi vi hellere ville have haft en pige. Det underlige ved den her debat - og det gælder for den sags skyld også debatten om, hvornår abortgrænsen skal ligge - er den tvetydighed, der bliver udtrykt. For ærligt talt: Hvis abort ikke anerkendes som drab, hvorfor skulle det så være forkert, at sortere efter køn, øjenfarve, intelligens osv. Hvis der ikke er tale om liv, hvorfor diskuterer vi så, om det skal hedde 12 eller 18 uger? Det er jo totalt ligegyldigt. Hvis fosteret alligevel ikke anses for værende levende, kan vi vel gøre med det, som vi har lyst. Det må da være konsekvensen.

Min kollega fortalte i formiddagspausen, hvordan hans kone havde været på arbejde på sygehuset, hvor der havde været en pige, som fik en abort i 21. uge, fordi der var 15-20% chance, for at der var noget galt. Den lille dreng lå i skyllerummet i 2 timer, inden han døde… Hvad er det for et sindsygt samfund, vi lever i?