Josef var tømrer, og Maria var gravid december 24, 2007

Der var engang en dame, som hed Maria. Hun boede i en lille by, der hed Nazaret, og hun havde en sød kæreste, som hed Josef. Josef var tømrer, og Maria var gravid: Hun skulle føde et lille barn, men det var ikke Josef, som var far til barnet. En nat, da Josef lå og sov, kom der en engel i hans drøm og fortalte ham, at Maria ville føde en lille dreng, og ham skulle de kalde Jesus. Josef blev meget overrasket, for det var skam ikke hver dag, der kom engle i hans drømme - men han blev også glad, for han glædede sig meget, til at Maria skulle føde den lille dreng.

I landet herskede der en stor kejser, og han hed Augustus. En dag fik Augustus den idé, at han ville tælle alle de mennesker, han var kejser over. Så skulle de alle rejse hen til den by, hvor de var blevet født, for dér skulle de tælles. Maria og Josef skulle til Betlehem, og dengang havde man hverken opfundet bilen eller toget eller flyvemaskinen, så derfor blev de nødt til at gå. Og det var altså en meget, meget lang gåtur - især for Maria, for hun havde jo en stor gravid mave. Men heldigvis skaffede Josef et æsel, som Maria kunne sidde på, og så gik det straks lidt lettere.

Endelig langt om længe, da det var ved at blive aften, kom de til byen Betlehem, men tænk engang: Midt mens de gik på vejen kunne Maria mærke, at nu skulle hun altså føde. Josef løb så hurtigt så hurtigt han kunne ind på den nærmeste kro for at leje et værelse, men det var så uheldigt, at alle værelserne på hele kroen var optaget. Heldigvis fik de lov til at gå om i stalden bag ved kroen, og dér kunne Maria få lov at føde sit barn. Og sådan gik det til, at Maria den nat fødte sin lille i en stald i Betlehem. Hun lagde et lille tæppe omkring ham, så han ikke skulle fryse, og så lagde hun ham i en lille krybbe.

Med dette uddrag af Sigurd Barretts genfortælling af juleevangeliet vil jeg ønske jer alle en glædelig og velsignet juleaften.

Pil fingrene fra mine nisser december 11, 2007

Jesus, Guds egen søn kom til jorden for at sone hele verdens synd og skyld, og han er stadig iblandt os ved sin hellige ånd. Halleluja for det! Det er en fin idé at bruge julen til at mindes og fejre det, men hvem har egentligt bestemt, at det skulle være sådan? Har Gud? Nej! Men han synes sikkert, at det er en ganske glimrende idé. Den kristne jul er i bund og grund en menneskeskabt fest. Kirken så på et tidspunkt sit snit til at erstatte de hedenske solhvervsfester med Jesu fødselsdag, men mange af de gamle traditioner er stadig bibeholdt. Den hyggelige julebuk er såmænd Fanden selv, og flæskestegen er et levn fra et gammelt hedensk offerritual, der skulle give frugtbarhed. Julebukken er det nok de færreste kristne, der bryder sig om, men de ville vel nødig undvære flæskestegen juleaften!

Jeg har rigtig mange gode ting at sige om Thomas Teglgaard, men hans andagtsstykke “Skyd en nisse” irriterede mig voldsomt. (Kan læses her.) 

Julen er andet end fejringen af Jesu fødsel. Det er også:

“Gaver, god mad, gaver, familiehygge, gaver, juletræ og pynt, gaver, risengrød…”

Og hvorfor i alverden skal det ikke have lov til at være det? Det er fantastisk, at kirken har fået forbundet Jesus med julen, for det er da skønt at se fulde kirker juleaften, men hvis julen ikke også havde handlet om hygge, gaver, juletræ og alt det andet, så havde kirkerne nok set en del tommere ud - som til påske for eksempel. (En tradition som Gud forøvrigt selv har indstiftet, så skyd hellere påskeharen end de små søde nisser.)

Jeg kan godt lide nisser - de er hyggelige og søde, og så er de der altså kun i december. Jesu fødsel burde vi fejre hele året, men det er måske netop julens problem. Kirken har fået forbundet Guds komme til jorden med hyggen og maden og gaverne - ikke omvendt! Den hedenske jul var der faktisk først. Ikke som Thomas Teglgaard skriver:

“Det var egentlig meningen, at det var det (Jesu fødsel), man skulle have fejret juleaften. Der skete bare noget. Nogle små, onde slyngler med magtsyge og kontrol over forældre og især børn kom og ødelagde det hele. De sagde:
“Jesus, ha! Han er da død! Okay, I kan da godt fejre ham, synge bare én eller højst to sange juleaften om Jesus, men lad nu være med at overdrive.”"

Så lad dog mine små nisser i fred. Der er ikke noget særligt fromt over at have et voldeligt forhold til nisser i december måned. I stedet burde man måske se ind ad og overveje sin fejring af Jesu komme til jorden også når det er sommer, og vi fejrer det hedenske Sankt Hans, eller når vi slår katten af tønden, og jager de onde ånder væk!

Og jeg var glat og blød som en skrællet banan november 28, 2007

“Jeg vidste, det var en brønd, for man kunne se vandet boble op fra bunden af den; men den var meget større end de fleste andre brønde - som et stort, rundt svømmebassin med marmortrin ned i vandet. Vandet var klart som krystal, og jeg tænkte, at hvis jeg kunne komme ned i det, ville det lindre smerten i mit ben. Men løven bad mig om at klæde mig af først. Jeg ved ikke, om den sagde det højt til mig, men i hvert fald forstod jeg, hvad den mente. Jeg skulle til at sige, at jeg ikke kunne klæde mig af, fordi jeg ikke havde noget tøj på, da jeg pludselig kom i tanke om, at drager er en slags slanger, og slanger kan smide deres skind. Åh, selvfølgelig tænkte jeg, det er det, løven mener. Så jeg prøvede at kradse mig selv, og så begyndte mine skæl at falde af over hele kroppen. Og så kradsede jeg en smule dybere, og pludselig var det ikke bare skællene, der faldt af her og dér, nej, hele min hud begyndte at skalle af, ligesom efter en sygdom, eller ligesom når man hiver skrællen af en banan. Et øjeblik efter kunne jeg træde ud af den. Jeg så den ligge ved siden af mig; den så ikke særlig køn ud. Men det var en herlig fornemmelse. Så begyndte jeg at gå ned i brønden for at bade. Men netop som jeg skulle til at stikke fødderne i vandet, kiggede jeg og så, at de var helt hårde og ru og rynkede og skællede ligesom før. Nå, det er i orden, sagde jeg, det betyder blot, at jeg har en anden, mindre ham på indenunder den første, og at jeg også bliver nødt til at krybe ud af den. Så jeg kradsede og rev igen, og huden skallede atter af, og jeg trådte ud af den og lod den ligge ved siden af den anden og gik ned i brønden for at bade. Og så skete det samme en gang til. Og jeg sagde til mig selv: Du godeste! Hvor mange lag hud er jeg nødt til at tage af? For jeg længtes efter at bade mit ben. Så jeg kradsede løs for tredje gang og fik den tredje ham løs, præcis som de to første, og trådte ud af den. Men lige så snart jeg kiggede på mig selv i vandet, så jeg, at det ikke havde nyttet spor.Så sagde løven - men jeg ved ikke, om den sagde det højt: ‘Du bliver nødt til at lade mig klæde dig af.’ Jeg var bange for dens kløer, kan jeg godt fortælle dig, men jeg var temmelig desperat efterhånden. Så jeg lagde mig bare ned på ryggen for at lade den gøre det. Den første flænge, den lavede, var så dyb, at jeg troede, den var gået helt ind i mit hjerte. Og da den begyndte at trække skindet af, gjorde det mere ondt end noget andet, jeg nogen sinde har været ude for. Det eneste, der gjorde, at jeg kunne holde det ud, var glæden ved at mærke det blive pillet af. Du ved, hvordan det er at pille skorpen af et sår. Det gør ondt som bare pokker - men det er sjovt at se den komme af. Nå, men løven pillede altså skindet af - præcis som jeg mente, jeg selv havde gjort det de andre tre gange. Og dér lå det i græsset - blot meget tykkere og mørkere og mere knortet end de andre havde været. Og jeg var glat og blød som en skrællet banan og meget mindre, end jeg havde været. Så greb den mig - det brød jeg mig ikke om, for jeg var meget øm over hele kroppen, nu hvor min hud var væk - og smed mig i vandet. Det sved som bare pokker, men kun et øjeblik. Så var det bare pragtfuldt, og lige så snart jeg begyndte at svømme og plaske rundt, opdagede jeg, at det ikke længere gjorde ondt i min arm.”

Nøj, hvor jeg bare elsker C. S. Lewis’ fortælling om Eustace’s tid som drage i Narnia-bogen “Morgenvandrerens rejse”. Den indeholder så mange referencer til vores livssituation i forhold til Gud. Hvor mange gange har jeg ikke prøvet at skrælle de værste synder af. Prøvet at overvinde dem ved egen kraft. Af og til lykkes det, men det varer ikke længe, inden jeg ser det næste lag. Jeg er jo stadig en drage. Kun Jesus kan fjerne al den synd, jeg er indhyllet i. Han kan gøre mig til det, jeg er skabt til at være. Ren og retfærdig - Himmelen værdig!

Der er meget mere guf at hente i den lille passage, men det må blive en anden gang.

Pilatus, David og Goliath oktober 20, 2007

Jeg er just igang med at læse “Midt i en klunketid” af Benjamin Jacobsen. I afsnittet “Bødkeren fra Hillerød” skildrer han en samtale mellem bødker Jensen og sin far. Bødker Jensen er fejlagtigt kommet til at bytte rundt på David og Pilatus, og det kommer der så denne samtale ud af:

Far, som havde gjort et noget gnavent indtryk, begyndte at blve i bedre humør.

“Jamen, Jensen, det var ikke Pilatus. Det var David.”

“Hva’faller?”

“Jeg siger, det var David, der slog Goliath ihjel, det var ikke Pilatus.”

“David, var ded inte det lille fjols og sat og spillede po harpe?”

“Jo, David spillede på harpe for kong Saul.”

“Og nu vil De komme og bilde mig ind, at ded er foreneligt hos én person at sitte og klimpre po en harpe, fordi en anden person er ked a’ed, og så at ydvise fornødent mod til at begi sig i slavsmol med en kæmpe. Næi, Jauesen, den hopper je *** inte po.”

Han rystede på hovedet ad fars navitet, så sagde han:

“Kender De ka’ske jomfru Andersen og boer på Helsenørvejen i det røde hus lige næst etter bager Knudsen?”

“Næe, hende har jeg aldrig truffet.”

“Det er De helt sikker po? Ded er hende, der syer for trikotagehandler Mørck?”

“Nej, jeg ved bestemt, at jeg ikke kender hende.”

“Nå, for se, hun spiller jo po harpe. Og jeg vil *** godt sitte min evige salighed ind po, at dersom der stod en kæmpe ydenfor Hillerød og truede med at ede vos allesammel, så ble’ed *** inte jomfru Andersen og gek ham i møde med en slangebøsse. Hun ville være en af de første ted at kiltre skørterne op og stikke i rend yd ad bagvejen.”

 Denne lille historie mindede mig endnu engang om, hvor utroligt vildt det er, at Gud bruger små harpespillende hyrdedrenge, der vokser op og bliver ægteskabsbrydere og mordere i sin tjeneste. Det giver mig en forhåbning om, at han også kan bruge mig i sin plan.

Solens åg september 23, 2007

 Jeg er helt pjattet med Johannes Jørgensen. I hin dage da jeg var en purung 3. G-er skrev jeg større skriftlig opgave om ham og hans forfatterskab. I den anledning fik jeg lejlighed til at læse hans selvbiografi “Mit livs legende” - en fantastisk fortælling om en Georg Brandes-tilhænger, der gradvist bevæger sig tættere og tættere på katolicismen og ender med at skrive nogle af de allermest kendte helgenbiografier. Johannes Jørgensen konverterede i 1896 og skrev i 1898 lignelsen “Solens åg”, som jeg holder meget af ud fra et både litteraturhistorisk men også religiøst synspunkt. Lignelsen foregår i planteverdenen, hvor der hele sommeren havde været et underligt røre:

Det, planterne lagde råd op om, var nu noget såre underligt, som aldrig siden verdens skabelse var faldet noget væsen ind. En høj stiv poppel var den nye tankes ophav. Den stod midt i en umådelig kornmark, og alt, hvad den sagde, blev straks båret ud til alle sider af de tusinde kornstrås tunger. Poplen sagde: “Søstre og brødre! I umindelige tider har planternes hæderkronede folk beboet jorden. Den tilhører os, og vi har gjort os den underdanig. Dyrene, menneskene, alle andre væsner er afhængige af os. Uden os kan de ikke leve. Vi nærer koen, som giver mennesket mælk og kød. Vi nærer fåret, som klæder mennesket, og hesten, som bærer mennesket og trækker hans vogn. Fuglene lever af vore frø, insekterne af vort blomsterstøv og vor honning, sneglene og krybet mætter sig med affald fra vort bord. Vor stilling er central - vi kan meget godt sige, at vi behersker universet, og at alle ting afhænger af os. selv jorden, som nærer os, dannes af vort hensmuldrende løv, vore kviste og grene. Vi gøder os selv, vi føder os selv. Der er kun én magt i verden, af hvilken vi er afhængige - og som ikke på nogen måde er afhængig af os. Jeg sigter fornuftigvis ikke her til luften, som vi selv for så væsentlig en del er med til at danne - ved vor uddunstning af vanddampe, vor udåndning af ilt og kulsyre. Jeg sigter, mine søstre og brødre, til den himmelske klode, som dagen igennem sender os sit lys - jeg sigter til solen, af hvilken vor hele eksistens og vækst siges at være afhængig. Søstre og brødre - ikke uden velberåd hu bruger jeg udtrykket “siges at være afhængig” Det står nemlig ikke så fast for mig, at solens lys virkelig er til gavn for os, og ikke snarere til vor skade. Utvivlsomt er denne lære om sollyset som en nødvendighed og en velsignelse for plantelivet ikke andet end en gammel, dum myte, en overtro, som er ganske uværdig for en moderne, oplyst plante.”

Planterne starter nu en strejke. De henlægger hele deres liv natten. “Din tid er omme, dit herredømme er forbi, du gamle lysgiver i det høje!” Menneskene begriber ikke, hvorfor blomsterne på de skønneste solskinsdage er helt lukket sammen. De ser jo ikke, hvordan de åbner sig om natten.

Men ak - ilde gik det de arme oprørere! Kornet, hvis lange strå ikke mere havde solen at vokse op imod, begyndte at vride og vende sig hid og did, og til sidst lå den helt hen langs jorden.

Sådan går det med dem alle sammen.

Da begyndte planterne at knurre mod poplen. Den stod selv med kanariegult løv og skinnede som en pyntet laps.”Hvor er I dumme, mine søstre og brødre!” Sagde den. “Ser I da ikke, at I nu er meget skønnere, meget ejendommeligere, meget mere jer selv end under solens regimente.”

Telefonering september 9, 2007

Hvor man i gamle Dage sendte et Bud med en Skrivelse, telefonerer man nu, og selv den mest forbenede Tilhænger af Fortidens Liv i Modsætning til vor moderne Tilværelse, undlader ikke at benytte sig af dette tyranniske men uundværlige Hjælpemidlet i Samkvemmet.

Sammen med en Opfindelse, der breder sig hurtigt i Befolkningen, opstaar der Former for dens Brug, som først lidt efter lidt vinder Indpas og derfor trænger til stadig at indskærpes. Blandt disse nyopstaaede Former er Telefonhøflighed noget af det vigtigste, men hvad der næsten er endnu vigtigere, er den Telefonerendes Opfattelse af Pligterne mod andre Tilstedeværende. Dette Hensyn forsømmes som oftest slemt.

Lad Dem ikke helt beherske af Deres Telefon, men sæt den ud af Virksomhed under et Maaltid sammen med Gæster og under en vigtig Samtale. Kun altfor ofte sker det, at man lader betydningsfulde Forhandlinger afbrydes, og deres Traad tabes, maaske for bestandig, for at modtage en ganske ligegyldig Forespørgsel i Telefonen.

Ak, hvor kunne vi i vore mobiltelefon-tyrraniserede dage lære noget af Emma Gad!

Parentesvoldtægt september 2, 2007

Jeg er et menneske med mange principper, og et af dem har i mange år været, at jeg ikke ville læse Harry Potter. Nu da den sidste bog er kommet, og hysteriet ingen ende vil tage, har jeg følt mig presset til at finde ud af, hvad det mon kan være, der kan få Andreas til at taget tidligt hjem fra mig for at læse. Jeg er netop blevet færdig med bog nummer 2 “Harry Potter og hemmelighedens kammer”, og jeg er altså stadig ikke rigtigt overbevist. Det undrer mig faktisk ikke, at J.K. Rowling havde problemer med at finde et forlag, som ville udgive hendes bøger, for jeg irriterer mig grueligt over, hvor sprogligt dårligt det er. Især springer hendes totalt groteske brug af parenteser mig i øjnene. Her er et eksempel, som skal tjene til at illustrere, hvad jeg mener:

Harry kunne ikke afgøre, hvad der var festens højdepunkt: Om det var, da Hermione løb ham i møde, mens hun jublede “Du løste mysteriet!” eller om det var, da Justin kon hen fra Hufflepuff-bordet og gav ham hånden, mens han undskyldte mange, mange gange at have næret de uretfærdige mistanker; eller om det var, da Hagrid pludselig viste sig klokken halv fire om natten og klappede Harry og Ron så hårdt på skuldrene, at de klaskede hovederne ned i deres dessert; eller om det var, da Dumbledore gav alle besked om de fire hundrede point, Gryffindor-kollegiet havde fået for deres indsats (hvilket betød, at Quidditch-pokalen var sikret for andet år i træk), eller om det var, da professor McGonagall rejste sig og sagde, at eksamen var blevet aflyst som en gave til samtlige elever (”åh nej!” sagde Hermione); eller om det var, da Dumbledore meddelte, at den uheldige professor Smørhår ikke kunne undervise i det følgende skoleår, fordi han måtte rejse bort for at få sin hukommelse tilbage - adskillige lærere deltog i jublen, der fulgte efter denne nyhed.

Dyb vejrtrækning efter dette længe ventede punktum! En sætning som er alt for lang, og som ovenikøbet indeholder hele to ligegyldige parenteser.

Min læsning af Harry Potter stopper dog ikke her. Jeg må simpelthen finde en løsning på mysteriet om, hvad der fængsler fuldvoksne mennesker så nådesløst til en børnebog.

Skam og skyld juli 29, 2007

Jeg er igang med at læse en fremragende bog af Harold L. Senkbeil, som hedder “At dø for at leve”. For nylig læste jeg et kapitel, hvor han beskæftiger sig med begreberne skyld og skam i forhold til synden. Det forklarer på en god måde, synes jeg, hvorfor Jesus måtte lide denne vanærende og skamfulde død på korset.

Der er skyld forbundet med synd; men skammen er der også. “Skyld” er trods alt noget abstrakt. Vi gør os alt for let fri af den. Ligesom Adam gav Eva skylden for sin synd, har vi også let ved at give vores skyld videre til andre. Men skammen kan man ikke sende videre. Den ligger der, dybt nede i menneskets hjerte, som et hæsligt, betændt sår.

Der er en bidende smerte ved skammen. Den kan give sig udtryk i skamfuldhed over en uret, vi har tilføjet andre, eller ydmygelse over en uret, der er overgået os selv. Ydmygelse, anger, vanære - det kan komme ud på ét. I sidste instans er det et stort, hæsligt, smerteligt sår kaldet skam. Og den kan ikke ignoreres. Skam kan fjernes, men ikke ignoreres.

Jesus ignorerede ikke vor skam. Han fjernede den. Skønt han var Gud “gav [han] afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja døden på et kors” (Fil 2,7-). I sin nøgne, vanærende død på korset tog livets Herre ikke blot syndens skyld, men også dens skam på sig. Han bar den sviende smerte ved vor skami sit legeme, og “ved hans sår blev vi helbredt” (Es 53,)

Hvad Victor Hugo lærte mig juni 12, 2007

I min vandring gennem tidernes største klassikere kunne jeg på ingen måde komme uden om De Elendige (Les Miserables). Historien kendte jeg fra den fantastiske musical af Boublil og Schönberg, men der er et utal af detaljer, som en musical ikke formår at skildre nær så godt som bogen selv.

Det er efterhånden 1½ år siden, jeg læste værket, og det var faktisk under denne læsning, at det der med helliggørelsen for alvor gik op for mig.

Den prøveløsladte galejslave Jean Valjean har allernådigst fået mad og husly hos en biskop i Digne. Den barmhjertighed har han en lidt underlig måde at respondere på, idet han i ly af natten stjæler biskoppens sølvtøj og flygter.

Da gendarmerne om morgenen kommer til biskoppen med Jean Valjean, møder biskoppen ham med disse ord:

“Nå, er De dér! Det glæder mig at se Dem igen. Jeg havde jo også foræret Dem stagerne, de er af sølv ligesom det andet, og De vil magelig kunne få to hundrede francs for dem. Hvorfor tog De dem ikke med tillige med det andet sølvtøj?”

Og lidt senere:

“Glem ikke, glem aldrig, at De har lovet mig at bruge pengene for dette sølvtøj til at blive et skikkeligt menneske for. Jean Valjean, min broder, De hører ikke længere det onde men det gode til. Det er Deres sjæl, jeg køber. Jeg drager den bort fra den onde ånd og giver den til Gud.”

Det kan lyde lidt underligt, at et menneske skulle kunne købe et andet menneskes sjæl for Gud, men jeg tror, Hugo helt bevidst her har lavet en parallel til det, som Jesus gjorde for os på korset.

Han viste os en nåde, som vi aldrig har gjort os fortjent til. Vi kan nu være børn af Gud. Vi er købt fri til at leve for og med ham.

Det der så sker med galejslaven Jean Valjean er, at han forlader Digne. Her møder han en lille dreng, som han behandler ganske frygteligt, og da det pludselig går op for ham, prøver han på at finde ham igen, så han kan aflevere et to franc-stykke tilbage, som han havde taget fra drengen. Men hvorfor pludselig denne ændring?

Hugo har en forklaring, og det var netop den, der fik mig til at forstå det her med helliggørelsen:

“Da Jean Valjean skiltes fra biskoppen, var hans tanker, som vi har set, kommet helt ud af det vante spor. Han kunne ikke gøre sig rede for, hvad der foregik i ham. Han gjorde sig stiv over for oldingens storslåede handling og milde ord: “De har lovet mig at blive et skikkeligt menneske. Jeg har købt Deres sjæl. Jeg drager den tilbage fra den onde ånd og skænker den til Gud”. De ord lød uafladelig for hans ører. Han væbnede sig imod denne himmelske overbærenhed med det hovmod, der er det ondes værn i os. Han havde en uklar følelse af, at denne præsts tilgivelse var det hårdeste stød, det frygteligste angreb, der var blevet rettet imod ham; at hans forhærdelse ville blive evig, hvis han holdt stand over for denne mildhed; at han, hvis han gav efter for den, måtte opgive det had, som andre menneskers gerninger havde fyldt hans sjæl med i løbet af så mange år, og som huede ham vel; at denne gang måtte han enten sejre eller bukke under, og at kampen, en vældig og afgørende kamp, stod imellem hans ondskab og denne mands godhed. (….)

Så meget er imidlertid vist, skønt han selv ikke anede det, at han allerede ikke længere var det samme menneske, at alt i ham var forvandlet, at han ikke længere mægtede at glemme, at biskoppen havde talt til ham og rørt hans hjerte.”

Det er jo lige præcis sådan, det er med Gud.

Det er sjældent, jeg føler tilgivelsen som noget ubehageligt, men er det mon ikke fordi, jeg ikke til bunds har forstået, hvor ondt og dårligt et menneske jeg er? Tænk over det. Når man har rigtig dårlig samvittighed over noget, man har gjort, så ønsker man på en eller anden måde at kunne gøre det godt igen. At kunne betale tilbage, modtage sin straf. Her står Gud så bare og siger: Straffen er allerede taget. Du er tilgivet! Det strider imod alt det, der ellers råder i os. Denne nådige tilgivelse fra Gud må få en konsekvens i mit liv. Hvis man tager imod denne gave, som Guds nåde er, så må vi også opgive det had, som vi ellers har slået os til ro med.

Jesus købte vores sjæl. Prisen var høj, som den var for biskoppen i Digne, hvis eneste værdigenstande var det sølvtøj, han nu havde foræret væk.  Et sådant offer må røre vore hjerter og give os en ny indstilling til Gud og til vores medmennesker.

Det er svært at sætte ord på det. Jeg synes, Hugo gør det rigtig godt i sin gribende klassiker om Jean Valjean, som virkelig får brugt det her sølvtøj til at blive en ærlig mand, der hjælper, hvor han kan.

Der kæmpes en kamp inden i os. En kamp imellem min egen ondskab og Guds godhed. Guds godhed har vundet en gang for alle, da Jesus købte mig til at tilhøre Gud på korset. En dag skal det også ses i mit liv, at denne sejr er vundet. Den dag, vi skal være sammen med Gud på den nye jord.

Hvem sagde ELM? juni 4, 2007

Jeg har et eller andet med klassikere, om det så er sko, film eller musik men allermest når det kommer til bøger. Der må jo være en grund til, at klassikerene er blevet klassikere, og det er så mit projekt at finde denne grund. I min læsning af Martin Andersen Nexøs Pelle Eroberen faldt jeg over et pudsigt lille stykke, som jeg vil dele med jer:

I en gård i Blågårdsgade var der en stimmel mennesker, Pelle gik derind. Det var en gårdmissionær, han havde bornholmerens syngende dialekt, og det ejendommelige udtryk i øjnene, som Pelle huskede fra de hellige i sin barndom.

Ja, det kan vel næppe være ELMs spæde ungdom, der her er skildret, men sjovt er det nu alligevel.