På Helen Latifi’s blog kører der for tiden en debat om arvesynd og andre interessant ting. Debatten er nu drejet over på spørgsmålet om Guds kærlighed og almagt. Det er et spændende emne, som faktisk kan lære os rigtig meget om, hvem Gud er. Defor poster jeg her en artikel, som jeg for et halvt år siden skrev til det kristne Ungdomsblad Unge Elmer:
Hvis Gud er god…?
Naturkatastrofer, krig, sult, AIDS, vold, død, sygdom og nød… Jeg orker snart ikke at se tv-avisen længere. Den er fyldt med ondskab og ulykke. Og hvad med Gud? Hvis Gud er så god og almægtig, som jeg sang om det i søndagsskolen, hvorfor fjerner han så ikke bare det onde? Og hvis han, som er så kærlig skabte verden, hvor kommer så det onde fra?
Er det muligt at tro på en god og almægtig Gud i en verden, der er så gennemsyret af ondskab?
Ja, det kan vi faktisk med god grund gøre.
Som et hul i en vanillekrans
I de første kapitler af Biblen læser vi om, hvordan Gud skabte universet, og hvis man skal tro Guds egne ord, var det godt. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så hvor godt det var. 1. Mos. 1, 31 Men hvis alt det, Gud havde skabt, var godt, hvordan kom det onde så ind i verden? For at kunne svare på det, må vi først se lidt på, hvad det onde er for en størrelse. Vi kan konkludere, at Gud ikke skabte det onde, for hvordan skulle skaberværket så kunne være godt? Det onde er altså ikke en del af skaberværket, vi skal snarere se det som fravær af det gode, på sammen måde som mørke er fravær af lys, og et hul i en vanillekrans er fravær af kage.
Programmeret til at elske
Gud skabte mennesker og engle med friheden til at fravælge det gode, og den frihed benyttede vi os af. Men hvorfor gav Gud os denne frihed? Hvis han er almægtig, må han jo have kunnet forudse, at det ville gå galt. Gud kunne have skabt mennesker og engle, som var programmerede til at gøre det gode, men hvis Gud havde valgt dette alternativ, hvor havde kærligheden så været? Gud kunne have skabt mennesket med en tvungen kærlighed til sig, men det ville være i modstrid med hele kærlighedens natur. Kærlighed eksisterer kun, når friheden til at vælge den fra også er en realitet, ellers er den jo netop ikke kærlighed. Gud valgte at skabe mennesket med frihed men også med ansvar for dets valg. Og det gjorde han, fordi han er kærlighed.
Gud vil fjerne det onde
Det næste spørgsmål, der trænger sig på er så: Hvis Gud er almægtig, hvorfor fjerner han så ikke det onde? Gud vil fjerne det onde! Det må vi huske på, men hvorfor han ikke har gjort det endnu, giver Jesus selv et svar på i sin lignelse fra Matt. 13, 24-30 om ukrudtet i hveden. En mand har sået god sæd i sin mark, men om natten kommer mandens fjende og sår ukrudt i hveden. Da mandens folk opdager ukrudtet spørger de, om de skal luge det væk, men manden svarer: Nej, for når I luger ukrudtet væk, kommer I til at rykke hveden op sammen med det. Lad blot begge dele gro side om side indtil høsten. Ved høsttid vil jeg så sige til høstfolkene: Tag først ukrudtet fra og bind det i knipler, så det kan brændes, men saml hveden i min lade.
En dag skal ukrudtet skilles fra hveden. Det er Guds løfte til os, men det kan først ske den dag, Gud genopretter det fortabte og jeg i mig selv skal stå retfærdig for ham. For ellers vil det ikke kunne undgås, at alle vi syndige mennesker bliver tilintetgjort sammen med det onde. Vi er jo selv onde.
Hvorfor lige mig?
Hvorfor er der så meget ondt i verden? Det spørgsmål har jeg nu forsøgt at besvare, men for mange tror jeg egentligt, spørgsmålet dækker over noget helt andet. Har Gud ikke lovet, at han vil passe på dem, der tror på ham? Hvordan kan det så være, at min mor lige er død? Hvordan kan det være, at min kæreste droppede mig? Hvorfor skal jeg døje med en uhelbredelig sygdom? Er det mon Guds straf over mig? Når ondskaben pludselig kommer tæt på, bliver spørgsmålet af en anden og mere følelsesmæssig karakter.
Guds veje er uransagelige
Vi ser gang på gang Bibelen tale om Gud som ulykkens afsender. Så selv om ondskaben og ulykken aldrig har været Guds vilje, bruger han den, men altid i kærlighed. For dig, der sidder i dyb sorg, kan det virke ganske forargeligt. Hvordan kan ondskab på nogen måde være et udtryk for Guds kærlighed? Med risiko for at det kommer til at lyde som en kliché, så er Guds veje uransagelige. Jeg tror ikke, vi for alt i verden skal prøve at finde en mening med det onde, men derfor må vi alligevel stole på, at Gud har et overblik med evighedsperspektiv, som vi ikke kan forstå.
Fordi han elsker os
Bibelen fortæller os, at Gud tugter den, han elsker. Når noget ondt rammer os, er det altså ikke et udtryk for Guds straf, men vi må stole på at det, Gud gør, gør han, fordi han elsker os. I vores sammenhænge beder vi tit om Guds omsorg, og om at han vil passe på os, og det har han faktisk også lovet os, at han vil. Men som med alle andre bønner er det ikke sikkert, Gud svarer på dem, som vi havde tænkt os. Selvom vi ikke kan se det i situationen, og det ville også være et ganske urimeligt krav, så er Guds svar til os fyldt af den dybeste omsorg for vores ve og vel. I Klagesangene 3,33 står der, at Gud ikke af hjertet plager og piner menneskenes børn. Ondskaben er et vilkår, vi selv har valgt, derfor er det også det vilkår, Gud må møde os under.
Jeg gør alting nyt
De første mennesker valgte Gud fra, og det valg har vi tilsluttet os lige siden. Derfor må vi også leve under konsekvenserne af det valg. Samtidig må vi med forventningens håb og glæde se frem mod den dag, hvor vi skal samles hos Gud, som hveden i bondens lade. Og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Og han, der sidder på tronen, sagde: ”Se, jeg gør alting nyt!” Åb. 21, 4-5
“Jeg vidste, det var en brønd, for man kunne se vandet boble op fra bunden af den; men den var meget større end de fleste andre brønde - som et stort, rundt svømmebassin med marmortrin ned i vandet. Vandet var klart som krystal, og jeg tænkte, at hvis jeg kunne komme ned i det, ville det lindre smerten i mit ben. Men løven bad mig om at klæde mig af først. Jeg ved ikke, om den sagde det højt til mig, men i hvert fald forstod jeg, hvad den mente. Jeg skulle til at sige, at jeg ikke kunne klæde mig af, fordi jeg ikke havde noget tøj på, da jeg pludselig kom i tanke om, at drager er en slags slanger, og slanger kan smide deres skind. Åh, selvfølgelig tænkte jeg, det er det, løven mener. Så jeg prøvede at kradse mig selv, og så begyndte mine skæl at falde af over hele kroppen. Og så kradsede jeg en smule dybere, og pludselig var det ikke bare skællene, der faldt af her og dér, nej, hele min hud begyndte at skalle af, ligesom efter en sygdom, eller ligesom når man hiver skrællen af en banan. Et øjeblik efter kunne jeg træde ud af den. Jeg så den ligge ved siden af mig; den så ikke særlig køn ud. Men det var en herlig fornemmelse. Så begyndte jeg at gå ned i brønden for at bade. Men netop som jeg skulle til at stikke fødderne i vandet, kiggede jeg og så, at de var helt hårde og ru og rynkede og skællede ligesom før. Nå, det er i orden, sagde jeg, det betyder blot, at jeg har en anden, mindre ham på indenunder den første, og at jeg også bliver nødt til at krybe ud af den. Så jeg kradsede og rev igen, og huden skallede atter af, og jeg trådte ud af den og lod den ligge ved siden af den anden og gik ned i brønden for at bade. Og så skete det samme en gang til. Og jeg sagde til mig selv: Du godeste! Hvor mange lag hud er jeg nødt til at tage af? For jeg længtes efter at bade mit ben. Så jeg kradsede løs for tredje gang og fik den tredje ham løs, præcis som de to første, og trådte ud af den. Men lige så snart jeg kiggede på mig selv i vandet, så jeg, at det ikke havde nyttet spor.Så sagde løven - men jeg ved ikke, om den sagde det højt: ‘Du bliver nødt til at lade mig klæde dig af.’ Jeg var bange for dens kløer, kan jeg godt fortælle dig, men jeg var temmelig desperat efterhånden. Så jeg lagde mig bare ned på ryggen for at lade den gøre det. Den første flænge, den lavede, var så dyb, at jeg troede, den var gået helt ind i mit hjerte. Og da den begyndte at trække skindet af, gjorde det mere ondt end noget andet, jeg nogen sinde har været ude for. Det eneste, der gjorde, at jeg kunne holde det ud, var glæden ved at mærke det blive pillet af. Du ved, hvordan det er at pille skorpen af et sår. Det gør ondt som bare pokker - men det er sjovt at se den komme af. Nå, men løven pillede altså skindet af - præcis som jeg mente, jeg selv havde gjort det de andre tre gange. Og dér lå det i græsset - blot meget tykkere og mørkere og mere knortet end de andre havde været. Og jeg var glat og blød som en skrællet banan og meget mindre, end jeg havde været. Så greb den mig - det brød jeg mig ikke om, for jeg var meget øm over hele kroppen, nu hvor min hud var væk - og smed mig i vandet. Det sved som bare pokker, men kun et øjeblik. Så var det bare pragtfuldt, og lige så snart jeg begyndte at svømme og plaske rundt, opdagede jeg, at det ikke længere gjorde ondt i min arm.”
