Jeg er egentligt ikke så glad for at indrømme det, men jeg læste idag et citat af Nietzsche, som ramte mig meget godt. Den eneste grund til, at jeg nu alligevel deler min indrømmelse med jer, er den, at jeg blev så glad for at finde ud af, at det ikke kun er mig, der er sådan:
Vi nægter ofte at acceptere en idé, udelukkende fordi det tonefald, hvormed det udtrykkes, ikke tiltaler os.
Friedrich Nietzsche
Hvor ofte har jeg ikke allerede afskrevet en idé, inden jeg reelt har hørt den, blot på grund af dens ophavsmand eller dennes attitude. Det irriterer mig faktisk lidt, for ind i mellem afviser man mekanisk idéer, som man senere må indse, faktisk var geniale. Hvor er det pinligt at måtte krybe til korset og indrømme, at man tog fejl, når man allerede på arrogant vis, har affejet den geniale idé. Åh, hvor jeg dog græmmes bare ved tanken. Det er simpelthen så lavt og dog så menneskeligt!
Som Nissen plejer at sige: Eat the meat – spit out the bones!
Den er jeg ikke helt sikker på, jeg forstår, men det lyder viist.
Oh dear… Know the feeling!
Det handler vel så også om, at når man siger noget, som er sandt, må man bære en god portion ydmyghed med i det.
Om ikke andet, så af pædagogiske grunde.
Sandt nok. Begge parter har nok et ansvar i den forbindelse.