Jeg er helt pjattet med Johannes Jørgensen. I hin dage da jeg var en purung 3. G-er skrev jeg større skriftlig opgave om ham og hans forfatterskab. I den anledning fik jeg lejlighed til at læse hans selvbiografi “Mit livs legende” – en fantastisk fortælling om en Georg Brandes-tilhænger, der gradvist bevæger sig tættere og tættere på katolicismen og ender med at skrive nogle af de allermest kendte helgenbiografier. Johannes Jørgensen konverterede i 1896 og skrev i 1898 lignelsen “Solens åg”, som jeg holder meget af ud fra et både litteraturhistorisk men også religiøst synspunkt. Lignelsen foregår i planteverdenen, hvor der hele sommeren havde været et underligt røre:
Det, planterne lagde råd op om, var nu noget såre underligt, som aldrig siden verdens skabelse var faldet noget væsen ind. En høj stiv poppel var den nye tankes ophav. Den stod midt i en umådelig kornmark, og alt, hvad den sagde, blev straks båret ud til alle sider af de tusinde kornstrås tunger. Poplen sagde: “Søstre og brødre! I umindelige tider har planternes hæderkronede folk beboet jorden. Den tilhører os, og vi har gjort os den underdanig. Dyrene, menneskene, alle andre væsner er afhængige af os. Uden os kan de ikke leve. Vi nærer koen, som giver mennesket mælk og kød. Vi nærer fåret, som klæder mennesket, og hesten, som bærer mennesket og trækker hans vogn. Fuglene lever af vore frø, insekterne af vort blomsterstøv og vor honning, sneglene og krybet mætter sig med affald fra vort bord. Vor stilling er central – vi kan meget godt sige, at vi behersker universet, og at alle ting afhænger af os. selv jorden, som nærer os, dannes af vort hensmuldrende løv, vore kviste og grene. Vi gøder os selv, vi føder os selv. Der er kun én magt i verden, af hvilken vi er afhængige – og som ikke på nogen måde er afhængig af os. Jeg sigter fornuftigvis ikke her til luften, som vi selv for så væsentlig en del er med til at danne – ved vor uddunstning af vanddampe, vor udåndning af ilt og kulsyre. Jeg sigter, mine søstre og brødre, til den himmelske klode, som dagen igennem sender os sit lys – jeg sigter til solen, af hvilken vor hele eksistens og vækst siges at være afhængig. Søstre og brødre – ikke uden velberåd hu bruger jeg udtrykket “siges at være afhængig” Det står nemlig ikke så fast for mig, at solens lys virkelig er til gavn for os, og ikke snarere til vor skade. Utvivlsomt er denne lære om sollyset som en nødvendighed og en velsignelse for plantelivet ikke andet end en gammel, dum myte, en overtro, som er ganske uværdig for en moderne, oplyst plante.”
Planterne starter nu en strejke. De henlægger hele deres liv natten. “Din tid er omme, dit herredømme er forbi, du gamle lysgiver i det høje!” Menneskene begriber ikke, hvorfor blomsterne på de skønneste solskinsdage er helt lukket sammen. De ser jo ikke, hvordan de åbner sig om natten.
Men ak – ilde gik det de arme oprørere! Kornet, hvis lange strå ikke mere havde solen at vokse op imod, begyndte at vride og vende sig hid og did, og til sidst lå den helt hen langs jorden.
Sådan går det med dem alle sammen.
Da begyndte planterne at knurre mod poplen. Den stod selv med kanariegult løv og skinnede som en pyntet laps.”Hvor er I dumme, mine søstre og brødre!” Sagde den. “Ser I da ikke, at I nu er meget skønnere, meget ejendommeligere, meget mere jer selv end under solens regimente.”
