Det slog mig for nylig: Når jeg bliver forarget, hvor tit har jeg så egentligt selv opsøgt forargelsen for forargelsens skyld? Forargelsen er en god følelse. Den hjælper os til at rette blikket væk fra vore egne fejl og brister og hen imod noget andet. På den anden side, kan det også være sundt og godt at forarges og tage afstand fra ting, der kan være en fare for mig. Hvordan finder man grænsen mellem at forarges for forargelsens skyld og at forarges for sagens skyld?
Seneste indlæg
- De dæmoniske nisser
- Var det ikke det, der var meningen?
- Og maven vendte sig lige halvanden omgang
- Økologik??
- Så øøøøhhh…
De sidste vise ord kom fra
Godt nyt fra Blågårdsgade
- Velkommen til ELU i KBH efter sommerferien
- Manna og JimJam i Valbyhallen
- Mingaindsamling på den fede måde
Så deeeeet handler bloggen om:
Arkiv
- december 2008
- november 2008
- oktober 2008
- september 2008
- august 2008
- juli 2008
- juni 2008
- maj 2008
- april 2008
- marts 2008
- februar 2008
- januar 2008
- december 2007
- november 2007
- oktober 2007
- september 2007
- august 2007
- juli 2007
- juni 2007
- maj 2007
- april 2007
Statestik
- 53,497 hits
Den finder man imho slet ikke. Forargelse er så basic og dialog-dræbende en følelse, at man ikke kan bruge den til noget.
Hermed ikke sagt at den ene slags forargelse nødvendigvis er lige så fåkt op som den anden, men irl er forargelse uanvendelig. Og jeg siger heller ikke at det er en skidt ting at tage afstand fra ting der kan være skadelige for en selv eller andre.
Et ultrahurtigt opslag i bibelen.dk afslører i øvrigt at udtrykkene ‘forargelse’ og ‘forarget’ optræder i alt 3 gange i Bibelen. Alle tre gange er det mennesker der bliver forarget over Jesu lære.
Jeg har faktisk skrevet et indlæg om forargelse som jeg ikke gad poste fordi det var for surt.
Forargelse er en dyb urfølelse i mennesket. Det er retten til at føle sig “superior” og hælde al sin galde ud over det menneske, der vovede at træde forkert…
Forargelse er ikke at kende sin egne begrænsninger, dybest set. For gjorde vi bare det…
Forargelse stinker! Jeg blir forarget på folk der forarges:)! det kalder ikke på dialog og forståelse, men på mudderkastning og skæld ud. Forargelse er simpelthen ukærligt!
Forargelse er ikke at sige fra, men at sætte sig fornærmet ned med armene over kors!
Ydrk. Forargelsen. Endnu en følelse, som der næppe kan siges noget godt om, men dog er bredt og stiltiende accepteret, måske fordi den er så udbredt.
Er der noget bedre end en god gang forargelse – f.eks. en torsdag aften – over alle dem, der som er dårligere mennesker end os…
I familie med: misundelse, hovmod, ignorance og selvfedme. Og til tider meget svær, ikke at snadre rundt i.
Stoew… Det er sandt… der er nok noget meget passivt over forargelsen.