En bøddels bekendelser maj 25, 2007

Jeg kan ikke mere… min hemmelighed må ud! Jeg har båret på den i snart 3 timer, og den tynger min samvittighed helt ned i gruset. Jeg er en koldblodig morder. Ja, ikke nok med det. Jeg torturerede mit offer og lod det lide en lang og smertefuld død. Der stod en anden bag. Jeg var kun en lejemorder, men det undskylder ikke mine grusomme og koldblodige handlinger.

Jeg sidder i min flaskegrønne sofa og tjekker min mail, da jeg hører en voldsom lyd fra vinduet. Jeg kigger op og ser et modbydeligt væsen på ca. 5 cm. Det viser sig ved nærmere undersøgelser, at det er en stor gedehams med det latinske navn Vespa Capro. Og ikke nok med det – meget tyder på, at det endda var en dronning! Jeg undrer mig, for et sådant væsen har jeg i mine livsens skabte dage aldrig før set, så jeg bevæger mig hurtigt men roligt over på lærerværelset, hvor jeg møder Thomas, som hyrer mig til dette bestialske mord… Han beder mig sprøjte hårlak på kræet, så han kan udstille dets afsjælede (hvis det da havde haft en sjæl) legeme i biologi. Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg troede, Vespa Caproen ville dø en hurtig og fredfyldt død, efter jeg havde tømt en halv dåse hårlak ud over den. Men nej – dronningen var ikke sådan lige til at fælde. Dog havde hårlakken gjort den så groggy, at jeg med lethed kunne klemme et gennemsigtigt plastikkrus ned over den i den tro, at jeg så hurtigt kunne kvæle bæstet i løbet af et par minutter. Der går 10 minutter. Det bevingede væsen flakser rundt nede i glasset. Forvirret og desperat på grund af dets håbløse situation. En halv time går, og hvepsen bliver mere og mere sløv, men træskoene slipper den ikke så let. Jeg begynder at få ondt i armen af at holde plastikkruset op mod ruden, så jeg beslutter at prøve at gasse den med en deodorant. Jeg sprøjter i flere omgange det mildt duftende indhold op i glasset, og lukker igen til for ilttilstrømningen…

Efter en time, er den stadig ikke død, men ligger oven på den bog, jeg nu har lagt under glasset, og kæmper for sit royale liv. Uden et strejf af dårlig samvittighed går jeg over i hovedbygningen og fremviser den lidende stakkel for små sarte elever, inden jeg fortsatter ind på lærerværelset, hvor jeg lægger en af Gyldendals røde dansk-tysk ordbøger oven på glasset. Da jeg forlader den, er den endnu ikke helt død. Det er den forhåbentligt nu!

Jeg efterlod den med en seddel med skriften: “1 stk. stor gedehams til Thomas fra Johanne. Det var en sejlivet fætter!” Det er det eneste eftermæle, den eneste gravsten mit uskyldige offer fik.

Dog: Jeg fortryder ingenting.