Jeg vil da også gerne have et hus maj 20, 2008
Normalt springer jeg ikke op af glæde, når VU laver noget, men det her er simpelthen genialt.
Normalt springer jeg ikke op af glæde, når VU laver noget, men det her er simpelthen genialt.
Jeg lovede jo at fortælle om mine 5 film-oplevelser her på bloggen, og så har jeg alligevel kun fået skrevet om de 2. Faktisk nåede jeg aldrig at få set Paris, je t’aime.
Derimod fik jeg set både Stolthed og Fordom og Volver, som på sin vis begge handler om det at vende tilbage.
Volver er en rigtig fin film, der på undelig vis tager spørgsmålet om menneskets værd og døden op. Jeg havde vist nok forventet lidt mere af den, men den er absolut seværdig.
Stolthed og fordom levede endnu mindre op til mine forventninger. Jeg havde forventet lidt dybde men fik mest af alt bare en omgang pladderromantik og nå ja - også en lille smule misundelse, for hvem ville ikke give et halvt kongerige for at komme til at se bare halvt så dejlig ud som Keira Knightley?
![]()
Så er jeg nået igennem film nr. 2: Charlie og chokoladefabrikken, og selvom det vel nok må kategoriseres som en børnefilm, er jeg dybt forelsket. Jeg elsker farverne, musikken og lokaliteternes lidt kulisseagtige udseende.
Normalt er jeg egentligt ikke så meget til den genre af film, men den her er bare så vildt flot, og så er Johnny Depp bare fantastisk i rollen som Mr. Wonka.
hvad skal jeg ellers sige?
En rigtig feel good oplevelse.
Og nå jo… så er der jo de fantastiske lærerige sange fra oompa-loompaerne, som man heller ikke kan andet end elske.

Hvis vi skilte os af med alle de mennesker i samfundet, der ikke har ydet noget konstruktivt, ville vi kunne sænke skatten betydeligt. Det er i store træk, hvad filmen “Hvordan vi slipper af med de andre” handler om. Filmen sætter fokus på nogle vigtige ting. Er et menneske noget værd blot fordi, det er et menneske, eller først når det har ydet noget for samfundet?
Den minder os om, at nogle mennesker ikke kan pådrages hele ansvaret for deres skæbne, men at samfundet også har en pligt til at sørge for, at potientielle “samfundsnassere” ikke ender som sådanne.
Filmen er dog lidt for udpenslet i sin fremstilling af problemstillingerne. De overlader ikke mange konklusioner til seeren selv. Blandt andet er det tydeligt, at det er de konservative, der er den helt store skurk.
Man kan sagtens leve et lykkeligt liv uden at have set denne film. Den var en fin tankevækker, men budskabet er bare så tydeligt, at det faktisk irriterer mig.
Se den eller lad være.
Da jeg af princip ikke agter at slå tiden ihjel med Paradise Hotel, har jeg måttet være en anelse mere kreativ. Således er jeg påbegyndt et løbetræningsprogram, så jeg ikke går helt i stå, og idag løb jeg så op i Blockbuster og lejede 5 favoritfilm i 7 dage. Der vil løbende komme små indlæg, når jeg har fået set de 5 film.
Det drejer sig om:





Foråret er kommet til staden, og hvor ville det egentligt have været en dejlig dag med Starbuckskaffe udenfor i solskinnet uden jakke på og med ham den søde ved siden af, hvis det da ikke lige var fordi, Starbucks ligger i lufthavnen, og anledningen var, at jeg skulle sende Andreas med et fly til Færøerne. Jeg begynder ligesom at forstå idéen i at Paulus ikke havde en kone med alle de missionsrejser.
Nå, men for at muntre mig selv lidt op har jeg altså trodset fysioterapeutens bud og givet bloggen et nyt forårslook. Så må vi se, om det kan hjælpe mig igennem de næste 9 dages pine.
Ja ja… så kommer der jo alligevel lige et lille indlæg. Jeg har nemlig været i biografen for at se Flammen og Citronen. Glimrende film men det har jeg egentligt ikke tænkt mig at fortælle mere om. Det er der mange andre, der har gjort og kan gøre meget bedre end mig. Det jeg godt kunne tænke mig at dele med jer er en lille pudsighed i rollebesætningen eller hvad, man nu vil kalde det. Rollen som Gestapochef Karl Heinz Hoffmann spilles af den tyske skuespiller Christian Berkel, og jeg sad under hele filmen og syntes, at han udgjorde en enormt utroværdig Gestapomand fra 40erne. han ligner faktisk mere en general fra en amerikansk krigsfilm fra 90erne. Det er da undeligt, at hvis der skal være en ond magtfuld militærmand i en film, så skal han naturligvis være en skaldet bodybuildertype med lang læderfrakke.
Døm selv:

Så da jeg kom hjem, blev jeg simpelthen nødt til at google den virkelige Hoffmann, og han så faktisk væsentligt anderledes ud:

Filmen var virkelig en oplevelse, og den kan sagtens anbefales, men lige vores Gestapo-fætter her, synes jeg altså er lidt en bommert.
Edit: Jeg skal for sagligheden skyld lige gøre opmærksom på, at billedet af Hr. Hoffmann først er taget ca. 30 år efter krigen, men det er faktisk umådeligt svært, at finde et ordentligt billede af ham, fra hans unge dage. Det her burde dog give et indtryk af, hvordan manden så ud:


Jeg havde en vision om, at der skulle til at komme lidt skub i bloggen her, men så gik jeg hen og fik 2 tennisalbuer. Jeg er sygemeldt og burde have oceaner af tid til at skrive indlæg, men jeg har fået strenge ordrer på ikke at sidde for længe ved computeren. Jeg håber snart at være fit for fight igen, så jeg først og fremmest kan komme på arbejde igen men også så jeg kan holde til alle de der normale hverdagsting som at gøre rent, lave mad, strikke osv…

tørklæde-debatten er en af de ting, der kan gøre mig så harm, så harm. Nu har kvinder fået lov til at bære tørklæde på Folketingets talerstol, og det manglede da også bare.
Rent politisk har jeg ikke det store til overs for Asmaa fra Enhedslisten, men i dag sagde hun faktisk noget klogt på TV2 NEWS. Hun mente nemlig, at når muslimske kvinder fik lov at gå på talerstolen i Folketingssalen uden at skulle gå på kompromis med sit religiøse synspunkt, ville det også få flere indvandrere til at støtte op om demokratiet, og jeg tror faktisk, hun kan have ret. I så fald er det ikke bare et godt men også et nødvendigt tiltag i forhold til den integration, vi hele tiden taler så meget om.
Desværre lader det til, at der er nogen, der ikke ønsker denne integration. Senere på NEWS hørte jeg en talskvinde fra “Kvinder for Frihed” tale konsekvent om kvinder med slør som tørklædefængslede. Hun ville slet ikke høre tale om, at mange muslimske kvinder faktisk bar tørklæde af egen fri vilje. Nu havde vi danske kvinder jo allerede brændt BHerne og pornobladene for mange år siden, og skal de muslimske kvinder ihvertfald ikke komme og skilte med de kvindeundertrykkende tørklæder.
Jeg er bange for at den slags udtalelser ikke sætter kvinder fri fra undertrykkelse - for kvindeundertrykkelse findes da helt sikkert, selvom jeg ikke tror, det er tørklædets skyld - men istedet graver endnu dybere grøfter.
Hvis nogen skulle have lyst, er der nu lagt lidt billeder fra vores bryllup ud på bryllupsbloggen Hr og Fru Danmark. ![]()